Skrevet af Jacob de Lichtenberg
Fredag, 27 November 2009 00:21
Boligkollapset i Dubai er nu totalt. I dag kom det frem, at Dubai World, der er et holding selskab og ejes af Dubai-staten, har bedt om at få udskudt en obligationstilbagebetaling på 3.52 mia. dollar, som skulle have faldet allerede den 14. december 2009. Betalingen skulle være kommet fra ejendomsdivisionen Nakheel PJSC, som Dubai World ejer, og dagens melding sendte fra morgenstunden de globale aktiemarkeder ned.
I
begyndelsen af september var der problemer i Dubais Sovereign Wealth Fund, Istithmar, hvor co-CIO’s John Amato og Felix Herlihy forlod selskabet, samtidig med at det blev meddelt, at fonden ville sætte sin investeringslyst i bero. Derudover ville fonden, som i løbet af det sidste årti har investeret i mangt og meget for op imod 25 mia. dollar, muligvis begynde at sælge ud af sine aktiver. Istithmar ejes også af holdingselskabet Dubai World.
Se også tidligere indlæg om Dubais problemer med faldende boligpriser
De europæiske aktiemarkeder faldt gevaldigt tilbage torsdag på nyheden om et muligt kollaps i Dubai. Især fik bankerne tæv, idet investorerne nu frygter, at tab på dårlige lån i mellemøsten kan blusse op. Torsdag eftermiddag kom Credit Suisse med en kort analyse, som anslog, at de europæiske banker formentlig havde en eksponering i omegnen af 40 mia. dollar over for Dubai. Credit Suisse skriver at hvis det antages at 50 pct. af lånene til Dubai ikke bliver tilbage betalt, så vil det øge de europæiske bankers samlede tab på lån med 5 pct. i 2010. Yderligere nedskrivninger på dårlige lån betyder yderlige nedskalering af aktivsiden, hvorfor 20 mia. dollar (40x0,5) tabt i Dubai betyder en samlet reduktion af de europæiske bankers aktivside med ca. 200 mia. dollar. Spørgsmålet er nu bare om de 40 mia. dollar, som Credit Suisse har anslået i en analyse, der er lavet på et par timer, holder stik.
Dubai’s faretruende signaler havde stor effekt på de europæiske aktie- og obligationsmarkeder, og fredagens og mandagens amerikanske handel bliver interessant at følge. Situationen i Dubai kan vise sig at være en enlig svale uden egentlig langvarig effekt for de globale markeder, men landets økonomiske problemer, kan på sigt måske vise sig at være det første tegn på at hele regionen har det langt være end først antaget, og at den økonomiske usikkerhed i øjeblikket slet ikke er indregnet.
Show Other Articles Of This Author