Svaret man hører i alle lejre er simpelt: Staten har ikke investeret nok. Hvis blot Staten foretager enorme investeringer i udvalgte sektorer, vil økonomien på sigt komme sig. Om man er blå eller rød på Christiansborg, er omdrejningspunktet for den politiske debat ikke, hvorvidt staten skal intervenere direkte i økonomien, men rettere sagt, i hvor høj grad dette skal gøres.

 

De politiske interventioner i økonomien bygger på en specifik opfattelse af markedets irrationalitet og uforudsigelighed og tilhører den keynesianske skole. Denne skole inde for økonomisk teori opfatter per definition markedet som ustabilt i en negativ forstand. Der vil konstant forekomme skadelige konjunkturudsvingninger, som eroderer økonomien, hvis ikke de kontrolleres gennem direkte kontrol af renten. Man stræber efter fuld beskæftigelse ved at stimulere efterspørgslen gennem offentligt forbrug. Den keynesianske skole mener, at stimuleringen af den samlede efterspørgsel vil øge incitamentet til at øge produktionen. Dermed vokser økonomien, samtidigt med at ledigheden reduceres. Ifølge denne tankegang vil statens indgreb reducere risikoen for, at der opstår uforudsigelige udsving i den private sektor.
 

Statens hensigt med konstante interventioner i og reguleringer af markedsprocessen er at bringe økonomien tilbage i ligevægt. Vurderingen af hvornår økonomien rent faktisk befinder sig i ligevægt, equilibrium, er et udtryk, der i høj grad misbruges, som grundlag for arbitrære argumenter om vækstpakker og interventioner. Den danske venstrefløjs retorik befinder sig i dette tilfælde i et fængsel af keynesianske grundantagelser om økonomisk teori, der forhindrer dem i at komme med andre løsninger end dem, som er baseret på offentlige investeringer.

 

Denne opfattelse deles ikke bare af den danske venstrefløj, men deles i lige så høj grad af regeringer over hele kloden. Hvis vi tager USA som eksempel, har den nuværende præsident, Barack Obama, optaget mere gæld end alle øvrige præsidenter tilsammen. Ud over dette har den amerikanske centralbank ( FED) forgæves forsøgt at kickstarte økonomien via kontrol af renten, der nu befinder sig på et historisk lavpunkt, og dollaren er samtidig under massivt pres, som en direkte konsekvens af Obamas gældsætning og FED’s massive ekspansion af pengemængden. Den amerikanske økonomi bærer på en byrde af skelsættende karakter.

 

Det er en alvorlig situation, verdensøkonomien befinder sig i, men den største trussel består i en økonomisk teori, som for længst burde være erklæret død. Arven efter Keynes har henlagt økonomer i et intellektuelt mørke, der umuliggør økonomiske reformer, som kan redde det frie marked fra politikeres gode intentioner.

 

Den østrigsk-økonomiske teori er i mine øjne tidens mest relevante i forhold til at reformere det økonomiske system. Der er tale om radikale forskelle fra den keynesianske teori, der fortsat lægger arbejdspladser øde og devaluerer valutaer. Det er en teoretisk platform, der i det nutidige økonomiske klima er begyndt at vinde terræn, til trods for at den så dagens lys før John M. Keynes udgav sit hovedværk General theory of Employment, Interest and Money i 1936.

 

Equilibriumsbegrebet har været omdrejningspunktet for den økonomiske teorihistorie siden Adam Smiths tese om den selvjusterende markedsmekanisme, og mange økonomer har i Smiths fodspor uddybet denne tese yderligere, idet de har forsøgt at opsætte grundlæggende præmisser hvorudfra tesen kan matematiseres og formaliseres. Denne tilgang har afstedkommet forskellige derouter inden for økonomien, der hver især har forsøgt at forklare hvilke aksiomer, der ligger til grund for økonomiens evne til at justere sig selv. Det er helt centralt, at man har disse aksiomer for øje, da de definerer den pågældende økonoms grundsyn på den herskende rationalitet i markedet, og dermed også forudsætningerne for hvorledes equilibrium artikuleres.

 

Grundaksiomet i den Østrigske Skole er, at individet træffer valg på baggrund af individuelle præferencer for at nå et givent mål. Disse præferencer er ydermere ikke målbare, og kan derfor ikke indsættes i en matematisk model, da man ikke tilskriver det mening at foretrække 2,85 af et givent gode frem for 1,75 af et andet. Matematiske modeller kan bruges beskrivende, men de kan ikke fange essensen i menneskelig handlen, da mennesker per definition besidder individuelle indifferenskurver, der ikke kan adderes med andres. Der er tale om en logisk deduktion fra selvevidente aksiomer, hvilket betyder, at den Østrigske Skole ikke opererer med samme equilibriumsbegreb som i keynesianismen. Handling bygger på en forståelse af fortiden, der giver individet anledning til at tro, at fremtiden vil bevæge sig i en given retning, og derved om handlingen vil være profitabel.

 

Markedet er derfor en dynamisk uforanderlig størrelse, der konstant rekonstituerer sig selv gennem aktørernes ændrede præferencer og dertilhørende transaktioner. Den østrigske teori har derfor ikke fokus på equilibrium som en tilstand i økonomien, men derimod på selve markedsprocessen hvorigennem individerne agerer. Dermed er det individet, der tilskriver godet dets værdi, og ikke produktionsomkostningerne eller arbejdstiden.

 

Det er i østrigernes øjne nyttesløst at betragte equilibrium som en faktisk tilstand, der er opnåelig i økonomien, da den som en konsekvens af deres grundantagelser, må være en statisk tilstand.Equilibrium bør derimod ses som en proces, der udvikler sig over længere tid, hvor fremtiden er en funktion af kreativiteten og fortidens fejl. Equilibrium bliver herved et teoretisk begreb, der beskriver en iboende tendens i markedet. En tendens der aldrig når en ende, fordi den er konstitueret af menneskelig kreativitet, innovation og handlen.

 

Dette har enorm betydning for, hvordan vi forstår den nuværende krise. Mange politikere og økonomer verden over har det seneste år kløet sig grundigt i skægget for at finde kimen til krisen. Kritikken, den østrigske skole rejser i dette henseende, bygger netop på deres kritik af matematiske modeller som adækvate rammer for økonomisk forståelse:
 

 

The mathematical economists disregard the whole theoretical elucidation of the market process and evasively amuse themselves with an auxiliary notion [i.e., equilibrium] employed in its context and devoid of any sense when used outside of this context – Ludwig von Mises, Human Action 1957

 

Kontrol af markedet betyder kontrol af individerne, der udgør det, og politikere kan umuligt kende markedets aktørers interesser bedre end aktørerne selv.

 

De keynesianske funderede interventioner synes at have spillet fallit. Rentekontrol og offentlige investeringer har ikke medbragt de intenderede løft til økonomien, som oprindeligt var intenderet. Nok har vi set en stigning i det amerikanske BNP, men skal huske på, at BNP blot er udtryk for den aggregerede handel i økonomien. Dette betyder, at hvis der foretages massive investeringer på baggrund af en massiv kreditekspansion eller gennem offentlige investeringer, vil det stadig influere BNP positivt. Derfor kan BNP vokse imponerende gennem disse investeringer i tiden op til en bobles brist, men med tiden skal de realiseres. Dette var netop, hvad der hændte i den nuværende krise, hvor vi oplevede, at den amerikanske centralbanks rentekontrol skævvred markedet gennem en sand syndflod af kredit. En direkte konsekvens af denne monetære politik var en oppustning af boligmarkedet, hvor det bedre kunne betale sig at forbruge end at spare op og investere.

 

Da man derefter ser, at boblen brister forsøger man at genoprette balancen i økonomien gennem rentekontrol og kreditekspansion. Også i Danmark har vi set lignende reaktioner, senest da Kristian Thulesen Dahl (DF) foreslog at tvinge bankerne til at låne ud. Det er paradoksale løsninger, da disse elementer var centrale for oppustningen af boblen til at begynde med. Den keynesianske tradition er tydelig, idet renten anskues, som en monetær variabel, der styres, og ikke en reel variabel.

 

Hvad vi i virkeligheden var vidner til var en korrektion i markedet. En korrektion der er alvorlig nok i sig selv, idet mange investeringer styrtdykker i værdi, men den skal ses som en absolut nødvendighed og betingelse for markedets selvjustering.

 

 Mo’ money mo’ problems

Staten reagerer herefter med bail-outs, der ses som en absolut nødvendighed, for at sikre opretholdelsen af systemet. Man opkøber dårlige lån, og forhindrer dermed markedet i at korrigere sig selv og genallokere kapital. Der hersker fra statens side ingen tillid til markedets autonomi, hvilket er en direkte konsekvens af de grundlæggende aksiomer, man lægger til grund for markedet.

 

Tanken bag den keynesianske forbrugsbaserede økonomi er, at så længe væksten i økonomien overstiger inflationen er økonomien sund. Problemet opstår når væksten ikke er bygget på en reel vækst i værdi i samfundet, men derimod et BNP som pustes op af forøgelser af det aggregerede forbrug, der skal drive økonomien mod fuld beskæftigelse. Vi kan med andre ord ikke forbruge os rige.

 

Statens og centralbankens hybris er årsag til det økonomiske forfald vi står overfor: Når centralbankens monetære politik slår fejl, er det ikke fordi dens politik er forkert, men selve det frie marked. Der måtte være noget grundlæggende galt med markedet, idet det ikke føjede sig under statens vidunderlige monetære politik og de bagvedliggende teorier.

 

Hvis man ønsker at implementere blot dele af den østrigske skoles teoretiske platform, må staten nødvendigvis afgive suverænitet til fordel for markedets autonomi. Ydermere skal centralbankens rolle drastisk beskæres, hvis endda ikke helt afskaffes, og dollaren skal ved lov bindes til et knapt materiale, der ikke kan kopieres eller skabes kunstigt. I denne forstand er det nærliggende at vælge guld. Jeg vil ikke komme nærmere ind på disse elementer af østrigsk teori. Jeg vælger at fremhæve dem for at illustrere, hvilket alternativ der eksisterer til det nuværende system.

 

Det er ironisk, at den keynesianske kritik af markedet beror på mangel på stabilitet og bæredygtighed i økonomien. Den keynesianske praksis om underfinansierede økonomiske tiltag, der budgetbalanceres af væksten, er ikke blot undergravende for markedets stabilitet, men også for tilliden til valutaens værdi. Den keynesianske underfinansiering fungerer kun så længe der eksisterer aftagere af den akkumulerede gæld. Den keynesianske kritik af markedets manglende evne til at stabilisere sig selv er ikke berettiget, da man opstiller de værst tænkelige forhold, hvori markedets aktører agerer. Forhold der er plaget af usikkerhed, rigide regler og inflation.

 

Kriser er den opportunistiske politikers absolutte bedste brændsel, da de er den bedste måde hvorpå vedkomne kan vise handlekraft og initiativ overfor befolkningen. Det er også i disse tilstande, hvor staten kan udvide sin autoritet til nye områder, blot ved at henvise til sin egen suverænitet samt forpligtelse til at beskytte borgerne. I økonomisk henseende er staten blevet offer for sit eget totalitære væsen, og den markante forøgelse af statens størrelse medfører trange kår for markedet, da dette nødvendigvis må finansiere statens udgifter.
 

Politikeres, centralbankers og økonomers analyser og tiltag underlægges ikke Poppers kritiske prisme, de antages som sande og sluges råt. De sluges råt, fordi der i samfundet hersker en nærmest apatisk tilstand af politisk nihilisme, som kontinuerligt gødes af politisk populisme og opportunisme. Store reformer og omvæltninger vokser ofte ud af kriser, som en nødvendig eller ligefrem tvungen konsekvens. Men reformer bærer ingen værdi i sig selv. At reformere kan lige så vel forlænge en krise, som det kan standse den – det afgørende er på hvilket teoretisk basis reformen opbygges, og hvilket bias man styres af.

 

Efter finanskrisens udbrud forsøgte man i de brede politiske kredse på pinagtig vis at stille spørgsmålet: hvad gik galt? Pinagtigheden består i den implicitte accept af neoliberalismens, og ikke mindst selve kapitalismens, sammenbrud. Finanskrisen tales op til at være en konsekvens af grådighed og uansvarlighed på Wall Street, og der findes ingen grænser for hvor mange laster, der er at finde i buen på det altædende kapitalistiske uhyre.

 

Allerede på dette tidspunkt lød startskuddet til en global værdikamp, hvis omdrejningspunkt var selve markedets ontologiske væsen. Årsagen til dette udgangspunkts vitale betydning for alle elementer af den fremtidige diskussion er, at det er bydende nødvendigt at kende til disse forhold, før man initierer en global debat om kapitalismens sammenbrud.

 

Det er ikke neoliberalismen, som har fostret denne krise, men politikere og økonomer, der har opereret på et keynesiansk vidensgrundlag, som er blevet det foretrukne økonomisk-analytiske prisme i stedet for den teoretiske deroute det burde være.