”De, der styrer finansmarkederne og økonomien, må fra nu af erkende, at de har brug for meget mere indsigt i økonomisk psykologi og økonomisk historie. De vil også kunne bruge indsigterne fra den østrigske skole, som betonede de dynamiske og uforudsigelige markedsprocesser,” vurderer den svenske idéhistoriker og forfatter Johan Norberg overfor Information.
Forsimplede nationaløkonomiske modeller og generel økonomisk planlægning har spillet fallit. Det mener i hvert fald den svenske borgerlige debattør, idéhistoriker og forfatter Johan Norberg, som i Dagbladet Information fremhæver indsigterne fra den østrigske skole som et alternativ til den bestående økonomiske planlægnings-konsensus.
”Der er god grund til at være kritisk over for den nyklassiske nationaløkonomi, som lover, at den kan skabe modeller, som giver os enkle og forudsigelige samfund. Det er helt åbenbart for enhver, at mange banker og politikere har haft alt for stor tillid til deres modeller. Det er risikabelt, fordi modellerne altid er forenklede og totalt afhængige af de informationer, man giver dem. Hvis de for eksempel ikke tager højde for systemrisici eller centrale oplysninger om, at boligpriserne er faldende, kan de her modeller blive livsfarlige,” udtaler Johan Norberg til Information og fortsætter:
”Jeg tror, at den store konsensus omkring modellerne simpelthen skyldes, at de er forførende enkle og smukke. De giver økonomer en simpel håndværksmæssig opgave, som får økonomien til at fremstå som en eksakt videnskab. Og for dem, der lever af finansmarkederne, gør modellerne tilværelsen nem, og det hele kommer til at virke som noget, man let kan overskue,” fortæller forfatteren.
”Hvis ikke økonomerne selv kommer med en fundamental selvkritik, vil jeg gætte på, at de kommer til at miste både relevans og indflydelse. Dem, der styrer finansmarkederne og økonomien, må fra nu af erkende, at de har brug for meget mere indsigt i økonomisk psykologi og økonomisk historie. De vil også kunne bruge indsigterne fra den østrigske skole, som betonede de dynamiske og uforudsigelige markedsprocesser. Og så vil de have brug for mere sund fornuft - ganske enkelt,” siger Johan Norberg til Information.