Frihandel betragtes som et af de få områder, hvor der er generel konsensus blandt økonomer: Det er gavnligt. Som en af de første påviste David Ricardo de åbenlyse fordele ved samhandel. Teorien om komparative fordele er næsten 200 år gammel, men selv i dag vedtager politikerne mange tiltag, der har til formål at begrænse handlen. Specielt i forbindelse med finanskrisen har protektionisme fået en genfødsel.

Modellen bygger i sin simple form på to lande med to goder. Som eksempel kan vi bruge Danmark og Sverige, hvor goderne er æbler og pærer. Tabel 1 viser et tænkt eksempel over den samlede produktion, som de to lande kan opnå ved en dags arbejde. Tallene er hypotetiske.

Det ses, at Danmark både kan producere flere æbler og pærer. Derfor har de en absolut fordel i begge produktioner. Sverige virker umiddelbart som taberen, da de producerer både færre æbler og pærer, men det er her, at teorien om komparative fordele viser, at begge lande vil have gavn af at handle. Den produktion, som et land har en komparativ fordel i, er den, som landet er mindst ”dårlig” til at producere så at sige. Sverige kan producere 1/6 æbler i forhold til Danmark, men 2/3 pærer. Sverige har derfor en komparativ fordel i at producere pærer.

Danmark kan derimod producere æbler i forholdet 6/1 og pærer i forholdet 3/2. Da Danmark er relativt bedst til at producere æbler, har de både en komparativ (og absolut fordel) i æbleproduktion. Danmark specialiserer sig i æbleproduktion, og Sverige specialiserer sig i pæreproduktion.

Hvis begge lande flytter hele produktionen over til det erhverv, hvor de har en komparativ fordel, kan de producere det dobbelte. Tabel 2 viser produktionen efter specialisering i de to lande.

Hvis vi – for at gøre det enkelt – antager, at æbler og pærer koster det samme, så byttes de i forholdet 1:1. Den samlede produktion efter specialisering er steget fra 1200 til 1600.

Hvis Danmark ønsker lige så mange pærer som inden de specialiserede sig, kan de bytte 300 æbler til 300 pærer. Dermed har de samme antal pærer som før, men 300 æbler mere.

Sverige kan gøre det samme. Hvis de ønsker samme produktion af æbler som før, kan de bytte 100 pærer til 100 æbler. Deres beholdning af frugter ender dermed på 100 æbler og 300 pærer. Sverige er altså også bedre stillet, selvom Danmark havde en absolut fordel i begge produktioner. Det er hele kernen i ’Ricardos teori om komparative fordele’: Alle har en fordel af samhandel.

Teorien er i dette eksempel stærkt forenklet. Modellen kan gøres mere kompliceret ved at påvise den matematisk, inkludere løn og/eller udbygge den til at omfatte flere lande og produkter, men konklusionen bliver i alle tilfælde den samme.

Da teorien har været kendt længe og i sin enkle form er ganske simpel, kan det undre, at der stadig eksisterer visse myter omkring komparative fordele. Herunder fremgår tre af de oftest forekommende misforståelser:

Myte 1: Frihandel gavner kun, hvis dit land er stærkt nok til at stå imod udenlandsk konkurrence. Dette argument virker utrolig overbevisende på mange, men det skyldes en misforståelse af begreberne absolut- og komparativ fordel. Pointen i Ricardos model er netop, at et land opnår højere velstand, hvis det specialiserer sig i det erhverv, hvor det har en komparativ fordel. Et land behøver altså ikke at være det mest effektive inden for et erhverv for at have fordel af handel.

Myte 2: Udenlandsk konkurrence er uretfærdig og skader andre lande, når den er baseret på lave lønninger. At dette er en myte, fremgår af modeller, som inkluderer løn som en faktor. Mange fagforeninger bruger dette argument til at presse politikere til at ”beskytte” netop deres erhverv. Modellerne viser imidlertid, at det er ligegyldigt, om et land er mere produktivt eller blot har lavere lønninger. I begge tilfælde fører samhandel til højere velstand for begge parter.

Myte 3: Handel udnytter et land og stiller dets arbejdere dårligere i form af lavere lønninger end andre nationer. Dette er et emotionelt argument, hvor der argumenteres for uretfærdigheden ved, at nogle mennesker tjener markant mere end andre. Imidlertid er lighed en helt anden debat. I stedet er det relevante spørgsmål, om arbejderne i landene ville være bedre stillet, hvis der ikke var frihandel? Ricardos lov viser, at dette ikke er tilfældet.

Empiri viser også, at lønningerne i lande, der generelt går ind for frihandel, over tid relativt vil nærme sig de højtlønnede lande. Det ses, hvis man sammenligner lønningerne i USA med fx Sydkorea, Taiwan, Hong Kong og Singapore.

Selvom der er generel konsensus blandt økonomer, viser finanskrisen, at det stadig er nødvendigt at minde politikerne om Ricardos lov og fordelene ved frihandel. Interessenter (fx fagforeninger) forsøger i hele verden at påvirke politikerne til at ”beskytte” netop deres industri.

I en tid, hvor der bliver diskuteret stimulus-pakker, kan det undre, at landene verden over ikke vedtager den største hjælpepakke af dem alle: frihandel. Den er endda gratis. Den nuværende udvikling er skadelig, og Ricardos teorier er derfor lige så aktuelle og vigtige i dag, som de var for 200 år siden.

David Ricardo (1772 - 1823)