G20-landene har siden finanskrisens udbrud forsøgt at skubbe gang i væksten ved hjælp af øget offentligt forbrug. Der er dog stor diskussion om, hvorvidt øget offentlig gældssætning fører til vækst og velstand, og der kan især rejses tvivl om den keynesianske multiplikators videnskabelige validitet.
Et af argumenterne for øget offentlig forbrug er den ’såkaldte’ multiplikatoreffekt, som åbenbart kan omdanne offentligt forbrug til øget produktion og dermed også velstand. Multiplikatoreffekter er dog omdiskuteret og måden, hvorpå denne bliver udregnet, er tillagt meget subjektivitet, hvorfor den ikke bør kunne indgå som et videnskabeligt argument for øget offentligt forbrug.
Ugemagasinet The Economist bragte i weekenden 26-27. september en interessant artikel om netop denne ’multiplikator’. ”Much ado about multipliers” hedder artiklen, og den sætter fint fokus på nogle af de mange problemstillinger, som multiplikatoreffekten rejser.
”Læg alt sammen og du finder, at sandheden er at økonomer flyver i blinde,” skriver The Economist og fortsætter: ”De kan lave relative bedømmelser med nogen sikkerhed. F.eks. har midlertidige skattelettelser mindre effekt end permanente. De finansielle multiplikatorer vil formentlig være mindre i meget gældstyngede lande, end i eksempelvis lande uden så meget gæld. Men politikere, som leder efter præcise estimater snyder sig selv,” kan man læse i artiklen.
Som et eksempel på hvor forskelligt økonomer kan vurdere multiplikatoren, peger artiklen på Obama-administrationen og dens beregninger:
”Forskellige antagelser om hvordan en stigning i den statslig gældssætning vil påvirke renten, er med til at forklare den vilde variation i estimaterne af multiplikatoreffekterne fra den seneste stimulansoffensiv. Økonomer i Obama-administrationen, som antager at Federal Funds Raten forbliver konstant i en 4-årig periode, forventer at multiplikatoren af det offentlige forbrug er 1,6 og 1,0 for skattelettelser.”
Som det kan læses af ovenstående, så forudsætter præsidentens økonomer meget urealistisk, at de massive penge- og finanspolitiske lempelser ikke vil påvirke renten i de næste 4 år.
”En alternativ gennemgang foretaget af John Cogan, Tobias Cwik, John Taylor og Volker Wieland bruger en model, hvor renten og skatten stiger hurtigere som en afledet effekt af den store offentlige gældsakkumulation. Deres multiplikator er meget mindre. De mener, at USA’s stimulans kun vil ’booste’ BNP med en sjettedel af hvad Obamas team forventer [0,267].”
Økonomerne i Obama administrationen benytter altså sine multiplikatorværdier, som argumentation for at et stort offentligt budgetunderskud vil gavne økonomien. Men er det virkelig realistisk at renten vil holde sig på et rekord lavt niveau i fire år?
Generelt så bygger den keynesianske multiplikator på en række forudsætninger og estimater, som kun kan tilvirkes med en stor grad af subjektivitet. Det er dog alment accepteret, at nogle af disse faktorer kan fastslås objektivt ved at se på empiriske beviser. Eksempelvis menes det, at man kan bestemme, hvad forbrugerne sparer op, i forhold til hvad de forbruger af en ekstra tjent krone, ved at kigge på bagudrettede data. Disse empiriske beviser kan dog være farlige at benytte, da vi lever i en dynamisk verden, der kan ændre sig minut fra minut, idet at mennesker hele tiden handler, og at vi sjældent handler i et fast mønster.
Ugemagasinet The Economist bragte i weekenden 26-27. september en interessant artikel om netop denne ’multiplikator’. ”Much ado about multipliers” hedder artiklen, og den sætter fint fokus på nogle af de mange problemstillinger, som multiplikatoreffekten rejser.
”Læg alt sammen og du finder, at sandheden er at økonomer flyver i blinde,” skriver The Economist og fortsætter: ”De kan lave relative bedømmelser med nogen sikkerhed. F.eks. har midlertidige skattelettelser mindre effekt end permanente. De finansielle multiplikatorer vil formentlig være mindre i meget gældstyngede lande, end i eksempelvis lande uden så meget gæld. Men politikere, som leder efter præcise estimater snyder sig selv,” kan man læse i artiklen.
Som et eksempel på hvor forskelligt økonomer kan vurdere multiplikatoren, peger artiklen på Obama-administrationen og dens beregninger:
”Forskellige antagelser om hvordan en stigning i den statslig gældssætning vil påvirke renten, er med til at forklare den vilde variation i estimaterne af multiplikatoreffekterne fra den seneste stimulansoffensiv. Økonomer i Obama-administrationen, som antager at Federal Funds Raten forbliver konstant i en 4-årig periode, forventer at multiplikatoren af det offentlige forbrug er 1,6 og 1,0 for skattelettelser.”
Som det kan læses af ovenstående, så forudsætter præsidentens økonomer meget urealistisk, at de massive penge- og finanspolitiske lempelser ikke vil påvirke renten i de næste 4 år.
”En alternativ gennemgang foretaget af John Cogan, Tobias Cwik, John Taylor og Volker Wieland bruger en model, hvor renten og skatten stiger hurtigere som en afledet effekt af den store offentlige gældsakkumulation. Deres multiplikator er meget mindre. De mener, at USA’s stimulans kun vil ’booste’ BNP med en sjettedel af hvad Obamas team forventer [0,267].”
Økonomerne i Obama administrationen benytter altså sine multiplikatorværdier, som argumentation for at et stort offentligt budgetunderskud vil gavne økonomien. Men er det virkelig realistisk at renten vil holde sig på et rekord lavt niveau i fire år?
Generelt så bygger den keynesianske multiplikator på en række forudsætninger og estimater, som kun kan tilvirkes med en stor grad af subjektivitet. Det er dog alment accepteret, at nogle af disse faktorer kan fastslås objektivt ved at se på empiriske beviser. Eksempelvis menes det, at man kan bestemme, hvad forbrugerne sparer op, i forhold til hvad de forbruger af en ekstra tjent krone, ved at kigge på bagudrettede data. Disse empiriske beviser kan dog være farlige at benytte, da vi lever i en dynamisk verden, der kan ændre sig minut fra minut, idet at mennesker hele tiden handler, og at vi sjældent handler i et fast mønster.
”..Samlet set så får økonomerne en lige så stor variation i multiplikatoren fra empirisk underbyggede estimater, som de får fra de teoretiske modeller,” slår artiklen fast og cementerer således udmærket, at man skal tage et stort forbehold for den argumentation, som er baseret på bestemte multiplikator-værdier.
Share this
Digg
Del.icio.us
Reddit
Furl
Yahoo
Spurl
Googlize this
Facebook
