Da mange er i tvivl om de tekniske aspekter i Subprimekrisen, og da denne er en vigtig del af den nuværende økonomiske debat, har vi på siden valgt at lave en forklaring af krisefænomenet.
Indenfor det amerikanske lånemarked er der tre hovedkategorier, hvori en låners kreditværdighed kan fastslås:
- Prime mortgages er de lån, hvis værdi er relativt lille i forhold til den værdi i ejendom, de skal dække. Lånerne har en ren kredithistorie og en indkomst, der helt sikkert kan dække de kommende afdrag.
- Alt-A er den midterste lånetype, som ligger mellem prime og subprime. De, der typisk vil falde under denne kategori, er lånere, der enten ikke har nogen kredithistorie, eller lånere, der af en eller anden grund ikke er tilgængelige data på. Disse kunder virker dog umiddelbart som om, de ellers ville kunne indgå under prime-kategorien.
- Subprime-lånerne har som regel en kreditværdighed, som er for lav til prime-lånene, fordi de enten har en dårlig kredithistorie eller en lav indkomst i forhold til de afdrag, de skal foretage.
Et godt spørgsmål ville nu være: Hvorfor låne ud til kunder med lav kreditværdighed?
Penge- og realkreditinstitutter arbejdede med en antagelse om, at huspriserne ville fortsætte deres stigning nærmest i det uendelige. Ud fra denne antagelse så de muligheder hos kunder, der ellers ikke før havde været relevante. De stigende huspriser gjorde bankerne meget villige til at låne penge ud til huskøb, selv til ukreditværdige kunder. På trods af deres ringe kreditværdighed var subprime kunderne, ud fra antagelsen om stigende huspriser, efter et antal år i stand til at forny deres lån. Det nye lån tog udgangspunkt i den reevaluerede og højere huspris.
Før i tiden skulle banker bogføre deres udlån direkte på deres balance sheets, samtidigt med at de skulle have kapitalreserver, der matchede kundens kreditværdighed. De nye regler muliggør derimod en helt anden og mere afslappet bogføring. Bankerne ville aldrig, selv i manisk stigende markeder, have så store udeståender til potentielt dårlige betalere, hvis det ikke var for securitization. Securitization har meget forenklet gjort banker i stand til at lave ”bundter” ud af deres forskellige udlån.
Bankerne sælger deres dårlige subprime lån videre til investment banks, som derefter laver strukturerede produkter ud af dem, f.eks. Collaterilized Debt Obligations / CDO’s og Collaterillized Mortgage Obligations / CMO’s.
Bankerne sælger herefter disse CDO’s, CMO’s, etc. videre til investorer, der får lovning på et afkast, der betales igennem de afkast, banken får fra deres subprime kunder. Bankerne kan på denne måde videresælge risikoen, eller i det mindste sprede den betydeligt. Disse fornyelser af lån baseret på de ikke-realiserede og overvurderede værdistigninger på boligmarkedet, samt muligheden for securitization, har i høj grad bidraget til den amerikanske boligboble. Problemet var imidlertid, at disse re-financierende lån ikke tillod fald i huspriserne, og dette var tilfældet i 2007, hvor boligboblen brast.
For at gøre det attraktivt for kunden, er renten på subprime lånene ofte lave de første år, men vil i løbet af nogle år stige gradvist. Dette sætter den i forvejen insolvente låntager i en problematisk situation – en situation der muligvis kunne have været forudsagt. Ofte er subprime kunden offer for en ”predator mortgage broker”, der har været ude for at finde kunder uden at skele til deres kreditværdighed. Mortgage brokeren er i stand til at sælge lånet videre til en bank, og har herved et kraftigt incitament til aggressivt at sælge så mange lån som muligt uden forbehold og moral i forhold til kunden. Subprime kunden er offer i den forstand, at han ofte er uden større økonomisk indsigt og derfor ikke kan gennemskue, hvad lånet på sigt indebærer for hans økonomi.
Da renten steg, samtidig med faldende huspriser, lukkede det for den hurtige indtægt for bankerne. Disse lånetyper tog netop udgangspunkt i stigende huspriser. Låntagerne begyndte stille og roligt at gå i restance (delinquency). I 2003 var 4% af subprime lånerne i restance, i 2006 steg det til over 12 % og i 2007 var hele 20% i restance. Også Alt-A kundernes restance var i perioden steget fra under 2% til over 10%; det var klart, at der var en krise under opsejling. (Alle tal fra banken UBS’s hjemmeside)
Misligholdelsen af subprime lånernes forpligtelser indebærer, at investorerne begyndte at tabe penge, da cashflowet på deres CDO’s, CMO’s og andre ellers AAA-ratede strukturerede produkter udeblev.
Lidt forenklet set fungerer disse strukturerede produkter som følger:
.jpg)
Forud for, at investorer som pensionsfonde, hedgefonde, banker og andre investeringsforeninger investerer i obligationer, ser de på, hvordan de forskellige obligationer er vurderet. Her er AAA ekstremt sikre, og derefter AA, A, BBB, BB, B, CCC, CC, C ned til de ekstremt usikre Junk Bonds.
Man kan spørge sig selv, hvordan disse subprime bundter kunne opnå AAA ratings, hvis de var tvivlsomme og risikable, og ratingfirmaerne Moodys, Standard & Poors og Morningstar sidder da også med et enormt tillidsproblem.
Det, nogle økonomer mener er sket er, at CDO’s og andre strukturelle produkter har fået fejlagtigt gode ratings af ratingfirmaerne, da deres indtægt indirekte beror på gode ratings af f.eks. disse strukturerede produkter. Det er derudover generelt er svært at rate disse bundter, da de ofte består af mange tusind forskellige lån, både gode og dårlige lån, samt ratingfirmaernes generelle antagelse om (ligesom bankernes) var, at huspriserne ville blive ved med at stige.
Hvorfor investere milliarder i subprimelån?
De banker, som var mest aktive i konstruktionen og salget af de strukturerede produkter, var naturligvis også dem, der havde den største portefølje, både til egeninvestering og videresalg. I 2006-2007 var det attraktivt for banker med en høj kreditrating at tage gæld på sig med meget lave renter. Typisk kunne de på AAA-delen af det strukturerede produkt få et relativt godt afkast. Samtidigt kunne de igennem SIV’s. Man opretter et andet firma, der bærer lånet, således at man ikke har det stående i sine egne regnskaber) og sindrige bogføringsmetoder få et ekstra afkast ved at investere i de risikable subprime securities.
Disse omstændigheder gjorde det attraktivt at være eksponeret i de førnævnte securities indtil boblen brast. Vi har desuden i den senere tid hørt om den kriseramte engelske bank, Northern Rock, og generelt om subprime relaterede problemer andre steder end USA. Dette skyldes, at en stor mængde af ”udenlandsk” risikovillig kapital har søgt efter måder at få hurtige og store afkast på, samtidig med at de ”udenlandske” investeringsbanker har søgt at diversificere deres investeringer globalt, og dermed har bundet store mængder kapital i de kriseramte subprimelån. I juli 2007 begyndte det så småt at stå klart, at flere af storbankerne havde lidt enorme tab. I takt med at pengeinstitutterne bekendte kulør, tiltog situationens alvor i august, og de massive tab skabte en umiddelbar mangel på likviditet. Da subprime tabene var større end ventet, begyndte prisen på værdipapirerne, som havde disse lån som sikkerhed, at falde drastisk. Problemerne spredte sig til de øvrige markeder, og bankerne blev modvillige til at foretage udlån selv for korte perioder. Denne onde cirkel bidrog yderligere til, at det blev dyrere at skaffe kapital på de globale pengemarkeder, hvilket igen forårsagede yderligere knaphed på likviditet.
Bankernes hovedpulsåre – likviditet.
Det er sådan, at på næsten alle markeder har bankerne nogle specifikke solvenskrav. Disse krav sikrer bankerne mod såkaldte ”bank runs” og sikrer, at kunderne hurtigt kan få udbetalt deres indlån. Dette betyder typisk, at en bank skal ligge inde med kapitalreserver svarende til ca. 5% i forhold til deres udlån og investeringer. En ratio på ca. 1:20. Rating agencies, der bedømmer bankernes kreditværdighed, lægger stor vægt på, at disse ratioer bliver overholdt. Dette betyder, at det er af største vigtighed for bankerne hurtigt at kunne rejse ny likviditet. Denne nye likviditet sikrer igen bankerne, at de har kreditværdighed nok til at kunne låne penge af andre banker i fremtiden.
Det er vigtigt for bankerne altid at have likviditet, da selve bankens eksistensgrundlag baserer sig på udlån af likvider. Hvis en bank lider tab, formindskes bankens kapitalreserver, hvilket har store konsekvenser for overholdelsen af solvensgraden. Hvis en bank eksempelvis har USD 100 mia. i udlån og investeringer, er banken forpligtet til at have tilsvarende USD 5 mia. i kapitalreserver (svarende til solvensgraden på 5%). Hvis man nu antager at de pludselig lider et tab på USD 1 mia., skal de for at overholde solvensratioen likvidere (Eng.: liquidate: transformere aktiver til likvider)aktiver for tilsvarende USD 20 mia. Eksemplet illustrerer nødvendigheden af hurtigt tilgængelig likviditet for at undgå at blive presset ud i situationer, hvor man er tvunget til salg af aktiver i et ugunstigt marked.
Til at forsikre markederne om, at denne likviditet står til rådighed, har man de såkaldte centralbanker, der pålægger bankerne et gennemsnitsreservekrav. Denne institution stabiliserer dag-til-dag renten mellem bankerne, eller den såkaldte Feds Funds Rate. Likviditetsstyringen er baseret på, at centralbankerne yder korte lån mod sikkerhed fra bankerne, der placerer låneprovenuet på konti i centralbanken. Herefter er det op til bankerne at fordele likviditeten via pengemarkedet, så likviditetsudbud og -efterspørgsel løbende udlignes. Reservekravet udgør et incitament til at udlåne likviditet i pengemarkedet, når dag-til-dag-renten er høj i forhold til forrentningen af reservekravsindeståenderne. Omvendt har bankerne incitament til at holde rigelige reserver i de perioder, hvor dag-til-dag-renten er lav. Bankerne kan udlåne likviditeten til hinanden, men ikke selv skabe mere likviditet end det, der er tilført af centralbanken. Centralbanken har en klar forventning om, at bankerne videreformidler likviditeten til fælles fordel for hele markedet. Uroen har imidlertid gjort, at bankerne blev tilbageholdende med at omfordele likviditeten.
.jpg)
Under uro placerer bank A i eksemplet mere likviditet end normalt i centralbanken, mens centralbanken til gengæld udlåner et større beløb til bank B mod sikkerhed. Herved erstattes det korte interbank-marked delvis af mellemværender med centralbanken, den såkaldte discount rate.
Share this
Digg
Del.icio.us
Reddit
Furl
Yahoo
Spurl
Googlize this
Facebook
