Peter Schiff er i forbindelse med finanskrisen blevet verdenskendt, da han var en af de få, som forudså krisen. Gennem interviews i medierne og med udgivelsen af Crash Proof i februar 2007 gav han sine dystre forudsigelser. Medierne gjorde grin med ham, men nu er det Peter Schiff, der kan grine af dem.
Crash Proof 2.0 er den opdaterede version af Crash Proof, som gjorde Peter Schiff verdenskendt. Ud fra ”the time-honored rule of not messing with a winning formula” har han ladet den oprindelige bog være og i stedet tilføjet kommentarer til kapitlerne. Bogen består af 10 kapitler, hvoraf de første syv redegør for, hvorfor den amerikanske økonomi vil opleve et kollaps. De sidste tre kapitler giver råd om, hvordan man kommer helskindet igennem.
I det første kapitel kritiserer Schiff, at USA er blevet en forbrugsøkonomi. Schiff tager afstand fra, at USA forbruger for lånte penge, og at de slet ikke i samme grad formår at producere. Han underbygger det med grafer, der viser faldende opsparing og store underskud på handelsbalancen. Derudover påviser han, at resten af verden har stadigt voksende andele i amerikanske finansielle aktiver.
I modsætning til den gængse holdning mener Schiff ikke, at Kina er afhængig af USA – tværtimod. USA forbruger en stor del af de varer, som bliver produceret i Kina, og betaler med dollars. Imidlertid er USA i gang med at devaluere dollaren kraftigt (for at købe varerne), og Kinas store valutareserver af dollars vil i sidste ende blive værdiløse.
Peter Schiff er stor fan af at bruge analogier til at forenkle stoffet. For at simplificere ovenstående bruger han sin analogi om seks asiatere og en amerikaner, der er strandet på en ø. Amerikaneren forbruger asiaternes produkter, mens asiaterne blot producerer til amerikaneren. Analogien er gengivet i disse videoer her og her. Kritikere vil mene, at dette er at oversimplificere, men Schiff udbygger analogien og inkluderer bl.a. en nationalbank.
Herefter agiterer Schiff for en genindførelse af guldstandarden. Først giver han et indblik i den monetære historie, hvor han bl.a. påpeger, at penge altid har været bundet op til noget med værdi. Det har bl.a. været råstoffer så forskellige som guld og tobak. Dernæst deler han med læseren sin bekymring over den måde, som Greenspan og nu Bernanke har håndteret det amerikanske papirpengesystem. Ved at trykke flere penge har de devalueret dollaren og skabt prisstigninger. På kort sigt kan det give et boost til økonomien, men på langt sigt gør det dollaren værdiløs. Det er en af grundene til, at Schiff forudser et dollarkollaps.
Flere steder i bogen forklarer han, hvorfor mange af de økonomiske nøgletal fra regeringer er at betragte som propaganda. Et eksempel er opgørelsen af GDP (BNP i Danmark). Dels måles GDP i løbende priser (dvs. er ikke korrigeret for prisstigninger), og dels indregnes nogle negative påvirkninger af økonomien som positive. Det gælder bl.a. naturkatastrofer. Oprydningsarbejdet vil bidrage positivt til GDP, men er landet bedre stillet, end hvis katastrofen ikke var kommet? GDP er blot et af mange nøgletal, som Schiff kritiserer.
Dernæst er det hele boligmarkedet, der står for skud. Schiff viser i en graf, hvordan friværdien i de amerikanske boliger (i forhold til deres markedsværdi) har været kraftigt faldende. Den massive gearing, som de amerikanske husejere har udsat sig selv for, vil i sidste ende betyde et kollaps på boligmarkedet.
En del af årsagen til den store gearing skal findes i de statsgarantier, som var givet til Fannie Mae og Freddie Mac. Denne moralske hazard bidrog til, at mange amerikanere lånte over evne. Da krisen kom, blev låntagerne insolvente.
Det skal påpeges, at det ’crash’ som bogen omhandler ikke er den finansielle krise. Schiff forudser den helt store nedsmeltning af den amerikanske økonomi, hvor et af punkterne er dollarkollapset. Som Schiff selv påpeger, så er dette endnu ikke sket, men finanskrisen er et skridt på vejen. Han er chokeret over, hvor dårligt statslederne har håndteret krisen (bailouts osv.). Ifølge Schiff er de i gang med at opbygge endnu større bobler, hvilket vil gøre det store ’crash’ mere omfangsrigt. Som Schiff siger:”Medicine taste bad but you got to swallow it”. En økonomisk recession vil være hård, men nødvendig. Et af de næste markeder til at opleve en nedtur forudser Peter Schiff til at være obligationsmarkedet.
Herefter plæderer Schiff for øget opsparing. USA har næsten ingen opsparing, men har derimod meget gæld. Schiff anerkender, at lån kan være nødvendige, hvis fx et firma investerer i en maskine med forventningen om et højere afkast end omkostningen på lånet.Imidlertid skal der skelnes mellem gode og dårligere lån. Det er et dårligt lån, hvis en forbruger allerede har en bil, men alligevel låner penge til at købe en dyrere bil. Forbrug af luksusgoder skal finansieres gennem opsparing. Peter Schiff mener, at USA i øjeblikket har en meget stor andel af det, han kalder dårlige lån.
Stort set alle de opdaterede kommentarer i Crash Proof 2.0 kan koges ned til ”I was right”. Ordene ”as I predicted” bliver brugt så mange gange, at der skal et par hænder til at tælle det. Schiff er smånarcissistisk, men han kan også tillade sig ikke at være ydmyg. Stort set alle hans forudsigelser i forhold til krisen var sande.
Derimod var hans investeringsforslag blandede. Schiff gav i hovedtræk tre investeringsråd: invester i udlandet, køb guld og forbliv likvid. Hans investeringer i udlandet var en dårlig idé, da den finansielle krise ramte hele verden. Selv forsvarer Schiff sig med, at det er første år, hans investeringer ikke har givet overskud, samt at det ’crash’, som bogen omtaler, ikke er kommet endnu. Som han påpeger, er bogens undertitel ”How to Profit from the Economic Collapse” og ikke ”How to Profit from the Financial Crisis”.
Investeringen i guld var derimod en kort overgang en glimrende investering indtil prisen faldt en smule igen. Peter Schiff tror, at guldprisen igen vil komme i forholdet 1:1 i forhold til Dow Jones-indekset. Historisk har Dow-to- Gold prisratioen to gange været i forholdet 1:1, selvom Dow Jones-indekset på nogle tidspunkter har været langt dyrere end guld. I øjeblikket tegner udviklingen sig til, at Schiff får ret.
Bogen er spændende, fordi den forudser finanskrisen og giver et indblik i, hvordan en økonom af Den Østrigske Skole tænker. Imidlertid er det trættende, at han bruger en så stor del af bogen på at reklamere for sit firma, Euro Pacific Capital, og at næsten alle de opdaterede kommentarer er så ensformige (”as I predicted”). Jeg vil derfor anbefale, at man i stedet ser denne video, hvor man får mere eller mindre hele historien på kortere tid.
Share this
Digg
Del.icio.us
Reddit
Furl
Yahoo
Spurl
Googlize this
Facebook
By the way, så er den omtalte analogi kun om 5 asiater og 1 amerikaner... ;)
/Troels.
'Peter Schiff was right'-videoen henviser jeg selv til i artiklen, hvis du klikker på et af de links der er.
Mht. til Euro Pacific Capital, så nævner han firmaet flere gange i hvert kapitel (i hvert fald i de senere) med telefonnummer osv. Det, synes jeg, var lige i overkanten.
Og endelig angående analogien, så bliver der brugt et forskelligt antal asiatere fra gang til gang. Jeg kunne ikke lige genfinde passagen i bogen, så jeg kunne skrive, hvor mange han havde brugt i dette tilfælde.
Men det er en udemærket ide blot at læse den oprindelige udgave.