Bogen tager sit afsæt i gennemgang af ’markedets magt’. Milton Friedman beskriver markedet i dets helt simple form: frivillig handel mellem aktører. Handel er en forudsætning for, at begge aktører kan opnå en større nytte, end hvis de ikke havde byttet – ellers var der jo ingen grund til at handle. Markedet er derfor et plussumsspil.

Han henviser til historien ”I, Pencil: My Family Tree as Told to Leanord E. Read”, som er en historie om, hvordan en blyant bliver lavet. Påstanden er, at ingen ved, hvordan blyanten bliver lavet, hvilket underbygges af en gennemgang af alle de komponenter, en blyant er lavet af. Noget så simpelt som en blyant er altså et produkt af handel mellem mange personer. Fortællingen giver i øvrigt associationer til en nutidig historie om en designstuderende, der prøvede at bygge en toaster helt fra bunden uden hjælp fra andre. Maskinen blev ikke imponerende, selvom den var resultatet af ni måneders arbejde.

Herefter bliver Friedman mere konkret i sin kritik af det amerikanske system. Han advokerer imod protektionisme og redegør grundigt for de utilsigtede konsekvenser, som politikernes indgreb mod de frie markedskræfter medfører. Det gælder told, importkvoter, subsidier, tekniske handelshindringer, og hvad politikerne ellers har opfundet.

Eksempelvis forklarer Friedman, at told ganske vist vil medføre øget indenlandsk beskæftigelse, hvilket vil føre til en nedsættelse af importen. For mange politikere er det et mål, at eksporten overstiger importen. Det er Friedman uenig i, og det bliver i øvrigt heller ikke konsekvensen af tolden. Udlandet kan ikke længere eksportere deres vare og bliver derfor fattigere. Resultatet bliver, at de har færre penge til at importere for. Tolden vil altså medføre både lavere import og eksport, men politikkerne tror kun, at de mindsker importen.

Dernæst angriber Friedman de stigende velfærdsudgifter i USA. Han redegør (ofte statistisk) for, hvordan de stigende velfærdsudgifter uretfærdigvis finansieres af de dygtige, men omvendt kritiserer han også systemet, da det tvinger lavtuddannede tidligt ud på arbejdsmarkedet. Da de lavtuddannede imidlertid typisk har en kortere levealder, vil de betale skat i flere år. Friedmans løsning er negativ indkomstskat (se evt. denne video). Ved at tage udgangspunkt i et fastsat personfradrag, skal man betale skat, hvis man overstiger fradraget, men modtage velfærdsydelser, hvis man tjener under. Systemet skulle afskaffe flere af de andre velfærdsydelser, men opretholde en minimumslevestandard for dårligt stillede.

Dernæst bruger Friedman sin teori om, at der grundlæggende er fire måder, man kan bruge sine penge. Enten bruger man sine egne penge eller andres penge, og man kan bruge dem på sig selv eller andre. Friedman argumenterer for, at hvis man bruger sine egne penge, har man et incitament til at økonomisere, og hvis man også bruger dem på sig selv, vil man også nyttemaksimere. Ofte vil velfærdsudgifter være andres penge brugt på en anden end en selv. Derfor er der i mindre grad incitament til at udnytte de skatteopkrævede penge optimalt.

Skolesystemet skal ifølge Friedman ligeledes reformeres. Friedman er stor fortaler for et kuponsystem. Tankegangen er, at det offentlige hverken kan eller skal drive offentlige skoler. Imidlertid mener Friedman, at det både er samfundsgavnligt, at alle får en uddannelse, samt at vi ikke kan være andet bekendt. Deraf har han udledt kuponsystemet, som betyder, at alle får en sum penge, som de skal bruge i et privat skolesystem. Fordelen er, at det private marked vil styre skolerne bedre end det offentlige. Ulempen er, at det er et indgreb i det frie marked. Friedman anerkender enkelte indgreb.

Herefter angriber han hele systemet for forbrugerbeskyttelse. Det gælder både med hensyn til fødevarer, medicin, sikkerhed og energi. Som Friedman påpeger, så vil en fra sundhedsmyndighederne, der afviser et nyt produkt, der senere viser sig at være yderst farligt, blive hyldet. Hvis personen derimod afviser et produkt, som kunne have reddet mange mennesker, vil ingen nævne det. Han mener, at markedet løser problemerne bedst selv. En virksomhed har absolut ingen interesse i at sælge farlige produkter. Det vil måske virke på kort sigt, men på langt sigt mister de alle kunder.

Dog anerkender Friedman myndighedernes indgreb for at skåne miljøet. Friedman mener, at markedet skal løse problemerne selv, men hvis det fx ikke er muligt at beregne den økonomiske omkostning ved en negativ eksternalitet, så har han ikke tiltro til, at Coase-teoremet vil virke i praksis.

Tilsvarende påviser Friedman empirisk, at arbejderne ikke bliver beskyttet af staten (dvs. fagforeninger). På langt sigt bliver arbejderne dårligere stillede ved at være medlem af en fagforening. Han bygger sin konklusion på sammenligninger mellem flere brancher.

Friedman behandler desuden mange flere emner og ovenstående er blot store hovedtræk. Blandt andet analyserer han Den Store Depression samt kritiserer lighedsbegrebet.

Friedman og den Østrigske Økonomiske Skole
Selvom Friedman af de fleste almindelige borgere bliver opfattet som ultraliberal, er han på flere punkter uenig med Den Østrigske Økonomiske Skole. Den største forskel er, at Friedman anerkender enkelte statsindgreb og generelt ikke ønsker at nedlægge staten. Som nævnt ovenfor, gælder dette bl.a. miljø og skolesystemet.

Desuden er en meget central del af bogen en gennemgang af monetarisme. I modsætning til Den Østrigske Skole (’free banking’/guldstandard) er Friedman tilhænger af et papirbaseret monetært system. Friedman mener, at prisdeflation (forstået som prisfald) er skadeligt for samfundet, da det vil give et incitament til at vente med at bruge penge, hvilket vil medføre større prisdeflation. Altså det man kalder en deflationær spiral. Den Østrigske Skole mener derimod, at deflation er sundt, da det får folk til at spare op. Opsparing er en forudsætning for en sund økonomi. En fortaler for guldstandard, Ron Paul, henviser fx til perioden 1870-1900, hvor den vestlige verden oplevede vækstrater uden lige. I den periode var der en mild deflation.

Begge skoler er i øvrigt enige om, at prisstigninger bliver skabt af en forøgelse af pengemængden. Da Friedman ønsker en lav inflation, vil han have en forfatningstilføjelse, der pålægger The FED at trykke mellem 3 % og 5 % årligt i nye penge – hverken mere eller mindre. Friedman skiftede i øvrigt holdning til dette senere i livet. På sine gamle dage ønskede han at afskaffe The Fed, og i stedet erstatte det med et computersystem, som kunne regne ud, hvor mange penge, der skal trykkes for at opretholde en mild inflation. Systemet skulle ikke være afhængigt af, om det var den rigtige mand ved bordenden.

Friedmans løsning på problemerne er forfatningsændringer. Han ønsker nogle grundlæggende frihedsrettigheder skrevet ind i den amerikanske grundlov. Eksemplet med en årlig øgning af pengemængden på mellem 3 % og 5 % er blot et af mange forslag til tilføjelser. Derudover ønsker han en maksimal skatteprocent, frihandel osv. skrevet ind i forfatningen.

Bogen slutter med et optimistisk syn på udviklingen, hvor han nævner eksempler på flere steder i verden, der tegner sig til at udvikle sig i en mere liberal retning. Imidlertid er bogen fra 1980, og i dag kan man se, at noget af optimismen blot var et naivt håb.

Friedman er fra Chicagoskolen og er (som beskrevet ovenfor) ikke enig med Den Østrigske Skole på alle punkter. Imidlertid er de enige om langt de fleste punkter. Friedman er stor tilhænger af det frie marked, men mener omvendt også, at det har nogle (meget få) begrænsninger.

Selvom man er tilhænger af Den Østrigske Skole, giver ’Free to choose’ en glimrende gennemgang af fordelene ved det frie marked. Friedman er ganske vist ikke lige så yderligtgående, men er på langt de fleste punkter enig. Han argumenterer meget grundigt og overbevisende.

Netop uenigheden bliver underbygget af en lille sjov historie: Til et ’Mont Pelerin Society’-møde (selskab for de store klassiske liberale tænkere dannet af Hayek i 1947) udvandrede Ludwig von Mises engang i raseri med ordene ”You're all a bunch of socialists”. Til dette møde sad folk som Hayek, Rothbard , Hazlitt, Friedman og mange andre. Det er ikke normalt disse personer, man forbinder med socialisme, men det viser, at der også blandt liberale var/er uoverensstemmelser. ’Free to choose’ er en glimrende modvægt til Den Østrigske Skole.