Crash Proof 2.0 er den opdaterede version af Crash Proof, som gjorde Peter Schiff verdenskendt. Ud fra ”the time-honored rule of not messing with a winning formula” har han ladet den oprindelige bog være og i stedet tilføjet kommentarer til kapitlerne. Bogen består af 10 kapitler, hvoraf de første syv redegør for, hvorfor den amerikanske økonomi vil opleve et kollaps. De sidste tre kapitler giver råd om, hvordan man kommer helskindet igennem.

I det første kapitel kritiserer Schiff, at USA er blevet en forbrugsøkonomi. Schiff tager afstand fra, at USA forbruger for lånte penge, og at de slet ikke i samme grad formår at producere. Han underbygger det med grafer, der viser faldende opsparing og store underskud på handelsbalancen. Derudover påviser han, at resten af verden har stadigt voksende andele i amerikanske finansielle aktiver.

I modsætning til den gængse holdning mener Schiff ikke, at Kina er afhængig af USA – tværtimod. USA forbruger en stor del af de varer, som bliver produceret i Kina, og betaler med dollars. Imidlertid er USA i gang med at devaluere dollaren kraftigt (for at købe varerne), og Kinas store valutareserver af dollars vil i sidste ende blive værdiløse.

Peter Schiff er stor fan af at bruge analogier til at forenkle stoffet. For at simplificere ovenstående bruger han sin analogi om seks asiatere og en amerikaner, der er strandet på en ø. Amerikaneren forbruger asiaternes produkter, mens asiaterne blot producerer til amerikaneren. Analogien er gengivet i disse videoer her og her. Kritikere vil mene, at dette er at oversimplificere, men Schiff udbygger analogien og inkluderer bl.a. en nationalbank.

Herefter agiterer Schiff for en genindførelse af guldstandarden. Først giver han et indblik i den monetære historie, hvor han bl.a. påpeger, at penge altid har været bundet op til noget med værdi. Det har bl.a. været råstoffer så forskellige som guld og tobak. Dernæst deler han med læseren sin bekymring over den måde, som Greenspan og nu Bernanke har håndteret det amerikanske papirpengesystem. Ved at trykke flere penge har de devalueret dollaren og skabt prisstigninger. På kort sigt kan det give et boost til økonomien, men på langt sigt gør det dollaren værdiløs. Det er en af grundene til, at Schiff forudser et dollarkollaps.

Flere steder i bogen forklarer han, hvorfor mange af de økonomiske nøgletal fra regeringer er at betragte som propaganda. Et eksempel er opgørelsen af GDP (BNP i Danmark). Dels måles GDP i løbende priser (dvs. er ikke korrigeret for prisstigninger), og dels indregnes nogle negative påvirkninger af økonomien som positive. Det gælder bl.a. naturkatastrofer. Oprydningsarbejdet vil bidrage positivt til GDP, men er landet bedre stillet, end hvis katastrofen ikke var kommet? GDP er blot et af mange nøgletal, som Schiff kritiserer.

Dernæst er det hele boligmarkedet, der står for skud. Schiff viser i en graf, hvordan friværdien i de amerikanske boliger (i forhold til deres markedsværdi) har været kraftigt faldende. Den massive gearing, som de amerikanske husejere har udsat sig selv for, vil i sidste ende betyde et kollaps på boligmarkedet.

En del af årsagen til den store gearing skal findes i de statsgarantier, som var givet til Fannie Mae og Freddie Mac. Denne moralske hazard bidrog til, at mange amerikanere lånte over evne. Da krisen kom, blev låntagerne insolvente.

Det skal påpeges, at det ’crash’ som bogen omhandler ikke er den finansielle krise. Schiff forudser den helt store nedsmeltning af den amerikanske økonomi, hvor et af punkterne er dollarkollapset. Som Schiff selv påpeger, så er dette endnu ikke sket, men finanskrisen er et skridt på vejen. Han er chokeret over, hvor dårligt statslederne har håndteret krisen (bailouts osv.). Ifølge Schiff er de i gang med at opbygge endnu større bobler, hvilket vil gøre det store ’crash’ mere omfangsrigt. Som Schiff siger:”Medicine taste bad but you got to swallow it”. En økonomisk recession vil være hård, men nødvendig. Et af de næste markeder til at opleve en nedtur forudser Peter Schiff til at være obligationsmarkedet.

Herefter plæderer Schiff for øget opsparing. USA har næsten ingen opsparing, men har derimod meget gæld. Schiff anerkender, at lån kan være nødvendige, hvis fx et firma investerer i en maskine med forventningen om et højere afkast end omkostningen på lånet.

Imidlertid skal der skelnes mellem gode og dårligere lån. Det er et dårligt lån, hvis en forbruger allerede har en bil, men alligevel låner penge til at købe en dyrere bil. Forbrug af luksusgoder skal finansieres gennem opsparing. Peter Schiff mener, at USA i øjeblikket har en meget stor andel af det, han kalder dårlige lån.

Stort set alle de opdaterede kommentarer i Crash Proof 2.0 kan koges ned til ”I was right”. Ordene ”as I predicted” bliver brugt så mange gange, at der skal et par hænder til at tælle det. Schiff er smånarcissistisk, men han kan også tillade sig ikke at være ydmyg. Stort set alle hans forudsigelser i forhold til krisen var sande.

Derimod var hans investeringsforslag blandede. Schiff gav i hovedtræk tre investeringsråd: invester i udlandet, køb guld og forbliv likvid. Hans investeringer i udlandet var en dårlig idé, da den finansielle krise ramte hele verden. Selv forsvarer Schiff sig med, at det er første år, hans investeringer ikke har givet overskud, samt at det ’crash’, som bogen omtaler, ikke er kommet endnu. Som han påpeger, er bogens undertitel ”How to Profit from the Economic Collapse” og ikke ”How to Profit from the Financial Crisis”.

Investeringen i guld var derimod en kort overgang en glimrende investering indtil prisen faldt en smule igen. Peter Schiff tror, at guldprisen igen vil komme i forholdet 1:1 i forhold til Dow Jones-indekset. Historisk har Dow-to- Gold prisratioen to gange været i forholdet 1:1, selvom Dow Jones-indekset på nogle tidspunkter har været langt dyrere end guld. I øjeblikket tegner udviklingen sig til, at Schiff får ret.

Bogen er spændende, fordi den forudser finanskrisen og giver et indblik i, hvordan en økonom af Den Østrigske Skole tænker. Imidlertid er det trættende, at han bruger en så stor del af bogen på at reklamere for sit firma, Euro Pacific Capital, og at næsten alle de opdaterede kommentarer er så ensformige (”as I predicted”). Jeg vil derfor anbefale, at man i stedet ser denne video, hvor man får mere eller mindre hele historien på kortere tid.
 

Bogen tager sit afsæt i gennemgang af ’markedets magt’. Milton Friedman beskriver markedet i dets helt simple form: frivillig handel mellem aktører. Handel er en forudsætning for, at begge aktører kan opnå en større nytte, end hvis de ikke havde byttet – ellers var der jo ingen grund til at handle. Markedet er derfor et plussumsspil.

Han henviser til historien ”I, Pencil: My Family Tree as Told to Leanord E. Read”, som er en historie om, hvordan en blyant bliver lavet. Påstanden er, at ingen ved, hvordan blyanten bliver lavet, hvilket underbygges af en gennemgang af alle de komponenter, en blyant er lavet af. Noget så simpelt som en blyant er altså et produkt af handel mellem mange personer. Fortællingen giver i øvrigt associationer til en nutidig historie om en designstuderende, der prøvede at bygge en toaster helt fra bunden uden hjælp fra andre. Maskinen blev ikke imponerende, selvom den var resultatet af ni måneders arbejde.

Herefter bliver Friedman mere konkret i sin kritik af det amerikanske system. Han advokerer imod protektionisme og redegør grundigt for de utilsigtede konsekvenser, som politikernes indgreb mod de frie markedskræfter medfører. Det gælder told, importkvoter, subsidier, tekniske handelshindringer, og hvad politikerne ellers har opfundet.

Eksempelvis forklarer Friedman, at told ganske vist vil medføre øget indenlandsk beskæftigelse, hvilket vil føre til en nedsættelse af importen. For mange politikere er det et mål, at eksporten overstiger importen. Det er Friedman uenig i, og det bliver i øvrigt heller ikke konsekvensen af tolden. Udlandet kan ikke længere eksportere deres vare og bliver derfor fattigere. Resultatet bliver, at de har færre penge til at importere for. Tolden vil altså medføre både lavere import og eksport, men politikkerne tror kun, at de mindsker importen.

Dernæst angriber Friedman de stigende velfærdsudgifter i USA. Han redegør (ofte statistisk) for, hvordan de stigende velfærdsudgifter uretfærdigvis finansieres af de dygtige, men omvendt kritiserer han også systemet, da det tvinger lavtuddannede tidligt ud på arbejdsmarkedet. Da de lavtuddannede imidlertid typisk har en kortere levealder, vil de betale skat i flere år. Friedmans løsning er negativ indkomstskat (se evt. denne video). Ved at tage udgangspunkt i et fastsat personfradrag, skal man betale skat, hvis man overstiger fradraget, men modtage velfærdsydelser, hvis man tjener under. Systemet skulle afskaffe flere af de andre velfærdsydelser, men opretholde en minimumslevestandard for dårligt stillede.

Dernæst bruger Friedman sin teori om, at der grundlæggende er fire måder, man kan bruge sine penge. Enten bruger man sine egne penge eller andres penge, og man kan bruge dem på sig selv eller andre. Friedman argumenterer for, at hvis man bruger sine egne penge, har man et incitament til at økonomisere, og hvis man også bruger dem på sig selv, vil man også nyttemaksimere. Ofte vil velfærdsudgifter være andres penge brugt på en anden end en selv. Derfor er der i mindre grad incitament til at udnytte de skatteopkrævede penge optimalt.

Skolesystemet skal ifølge Friedman ligeledes reformeres. Friedman er stor fortaler for et kuponsystem. Tankegangen er, at det offentlige hverken kan eller skal drive offentlige skoler. Imidlertid mener Friedman, at det både er samfundsgavnligt, at alle får en uddannelse, samt at vi ikke kan være andet bekendt. Deraf har han udledt kuponsystemet, som betyder, at alle får en sum penge, som de skal bruge i et privat skolesystem. Fordelen er, at det private marked vil styre skolerne bedre end det offentlige. Ulempen er, at det er et indgreb i det frie marked. Friedman anerkender enkelte indgreb.

Herefter angriber han hele systemet for forbrugerbeskyttelse. Det gælder både med hensyn til fødevarer, medicin, sikkerhed og energi. Som Friedman påpeger, så vil en fra sundhedsmyndighederne, der afviser et nyt produkt, der senere viser sig at være yderst farligt, blive hyldet. Hvis personen derimod afviser et produkt, som kunne have reddet mange mennesker, vil ingen nævne det. Han mener, at markedet løser problemerne bedst selv. En virksomhed har absolut ingen interesse i at sælge farlige produkter. Det vil måske virke på kort sigt, men på langt sigt mister de alle kunder.

Dog anerkender Friedman myndighedernes indgreb for at skåne miljøet. Friedman mener, at markedet skal løse problemerne selv, men hvis det fx ikke er muligt at beregne den økonomiske omkostning ved en negativ eksternalitet, så har han ikke tiltro til, at Coase-teoremet vil virke i praksis.

Tilsvarende påviser Friedman empirisk, at arbejderne ikke bliver beskyttet af staten (dvs. fagforeninger). På langt sigt bliver arbejderne dårligere stillede ved at være medlem af en fagforening. Han bygger sin konklusion på sammenligninger mellem flere brancher.

Friedman behandler desuden mange flere emner og ovenstående er blot store hovedtræk. Blandt andet analyserer han Den Store Depression samt kritiserer lighedsbegrebet.

Friedman og den Østrigske Økonomiske Skole
Selvom Friedman af de fleste almindelige borgere bliver opfattet som ultraliberal, er han på flere punkter uenig med Den Østrigske Økonomiske Skole. Den største forskel er, at Friedman anerkender enkelte statsindgreb og generelt ikke ønsker at nedlægge staten. Som nævnt ovenfor, gælder dette bl.a. miljø og skolesystemet.

Desuden er en meget central del af bogen en gennemgang af monetarisme. I modsætning til Den Østrigske Skole (’free banking’/guldstandard) er Friedman tilhænger af et papirbaseret monetært system. Friedman mener, at prisdeflation (forstået som prisfald) er skadeligt for samfundet, da det vil give et incitament til at vente med at bruge penge, hvilket vil medføre større prisdeflation. Altså det man kalder en deflationær spiral. Den Østrigske Skole mener derimod, at deflation er sundt, da det får folk til at spare op. Opsparing er en forudsætning for en sund økonomi. En fortaler for guldstandard, Ron Paul, henviser fx til perioden 1870-1900, hvor den vestlige verden oplevede vækstrater uden lige. I den periode var der en mild deflation.

Begge skoler er i øvrigt enige om, at prisstigninger bliver skabt af en forøgelse af pengemængden. Da Friedman ønsker en lav inflation, vil han have en forfatningstilføjelse, der pålægger The FED at trykke mellem 3 % og 5 % årligt i nye penge – hverken mere eller mindre. Friedman skiftede i øvrigt holdning til dette senere i livet. På sine gamle dage ønskede han at afskaffe The Fed, og i stedet erstatte det med et computersystem, som kunne regne ud, hvor mange penge, der skal trykkes for at opretholde en mild inflation. Systemet skulle ikke være afhængigt af, om det var den rigtige mand ved bordenden.

Friedmans løsning på problemerne er forfatningsændringer. Han ønsker nogle grundlæggende frihedsrettigheder skrevet ind i den amerikanske grundlov. Eksemplet med en årlig øgning af pengemængden på mellem 3 % og 5 % er blot et af mange forslag til tilføjelser. Derudover ønsker han en maksimal skatteprocent, frihandel osv. skrevet ind i forfatningen.

Bogen slutter med et optimistisk syn på udviklingen, hvor han nævner eksempler på flere steder i verden, der tegner sig til at udvikle sig i en mere liberal retning. Imidlertid er bogen fra 1980, og i dag kan man se, at noget af optimismen blot var et naivt håb.

Friedman er fra Chicagoskolen og er (som beskrevet ovenfor) ikke enig med Den Østrigske Skole på alle punkter. Imidlertid er de enige om langt de fleste punkter. Friedman er stor tilhænger af det frie marked, men mener omvendt også, at det har nogle (meget få) begrænsninger.

Selvom man er tilhænger af Den Østrigske Skole, giver ’Free to choose’ en glimrende gennemgang af fordelene ved det frie marked. Friedman er ganske vist ikke lige så yderligtgående, men er på langt de fleste punkter enig. Han argumenterer meget grundigt og overbevisende.

Netop uenigheden bliver underbygget af en lille sjov historie: Til et ’Mont Pelerin Society’-møde (selskab for de store klassiske liberale tænkere dannet af Hayek i 1947) udvandrede Ludwig von Mises engang i raseri med ordene ”You're all a bunch of socialists”. Til dette møde sad folk som Hayek, Rothbard , Hazlitt, Friedman og mange andre. Det er ikke normalt disse personer, man forbinder med socialisme, men det viser, at der også blandt liberale var/er uoverensstemmelser. ’Free to choose’ er en glimrende modvægt til Den Østrigske Skole.
 

 

Bogen tager udgangspunkt i det meget kendte citat fra Ben Bernanke (21. november 2002):

 

 

Sammen med en graf over udviklingen i pengemængden i USA (se evt. denne video) skal det danne et skræmmebillede.

 

Bogen giver først en kort introduktion til hele emnet. Dels får man historien om USA’s centralbank, og dels bliver man introduceret til politikeren Ron Paul. Specielt introduktionen til Ron Paul er spændende, da han skildrer sine møder med mange fremtrædende økonomer af Den Østrigske Skole. Her kan blandt andet nævnes Mises, Rothbard, Hayek, Hazlitt og Sennholz.

 

Efter introduktionen begynder Ron Paul for alvor at argumentere for en tilbagevenden til guldstandarden. Hans argumenter er mange, og hans argumentationsform varierer. Oftest benytter han sig af logos, hvor han med empiri underbygger sine påstande.

 

I løbet af bogen påviser han ikke blot stabiliteten i perioder med guldstandard, men han forklarer også udførligt, hvorfor det er gået galt i perioder uden.

 

I den 212 sider lange bog laver Ron Paul mange koblinger. Den mest kontroversielle – om end velunderbyggede – påstand er sammenhængen mellem et papirbaseret pengesystem og krig. The Fed har i perioder, hvor USA har været i krig, øget pengemængden, hvilket har sikret, at amerikanerne levede i en illusion om, at deres velstand fortsat var den samme. En øget pengemængde er altså at betragte som en skjult skat, da krig ikke finansierer sig selv.

 

På sigt vil inflationen (stigning i pengemængden) have mange negative konsekvenser, som Ron Paul alle redegør for i bogen. Problemet med at overbevise befolkningen om at inflation er en dårlig ting er, at de negative konsekvenser først viser sig efter et par år, hvor pengene er kommet ud på markedet.

 

Ron Paul har medtaget uddrag af samtaler med både Alan Greenspan og Ben Bernanke i End the Fed. Netop disse samtaler er med til at gøre bogen ekstra interessant i forhold til den ”tørre” teori, som man kan læse i andre værker. Han konfronterer problemet i stedet for blot at betragte det.

 

Til sidst i bogen argumenter Ron Paul for en nedlæggelse af The Fed med fire forskellige udgangspunkter:

Faktisk redegør han for, at den amerikanske valuta jf. forfatningen skal være bundet op til enten guld eller sølv. Sagt på en anden måde betyder det, at det nuværende system er ulovligt ifølge den amerikanske grundlov.

Bogen kan anbefales til alle, der ønsker et indblik i argumenterne for genindførelse af guldstandarden. Bogen er forholdsvis let læst og forudsætter ikke, at man kender Den Østrigske Skole. Derudover er den opdateret og behandler derfor også den nuværende krise.

 

Det der adskiller den fra andre bøger er, at man her også bliver præsenteret for Ron Paul. Personligt fandt jeg det spændende læse om ham, men hvis man foretrækker den ”tørre” teori, kan Rothbard’s What Has Government Done to Our Money anbefales i stedet.
 

Nasim Talebs bog "The Black Swan" gør op med den uforsvarlige måde finansiering og risikoprofilering har været brugt og stadig bliver brugt, trods dets meget tydelige svagheder for at tage højde for såkaldte "sorte svaner"

"Jeg interesserer mig for omstændigheder frem for teorier, og jeg ønsker at mindske afhængigheden af teorier. Forblive let til fords og mindske min overraskelse. Jeg ønsker at være stort set rigtig end præcis forkert. Elegance i teorier er ofte tegn på banalitet og svaghed - det inviterer dig til at søge elegance for elegancens skyld. En teori er som medicin (eller stater): ofte ubrugelig, sommetider nødvendig, altid egoistisk, og sommetider dødelig. Derfor skal de anvendes med forsigtighed, mådehold og tæt tilsyn." s. 285

Før opdagelsen af sorte svaner i Australien var det antaget at alle svaner var hvide. En enkelt observation kan vælte gentagelige bekræftelser, om forståelsen af hvide svaner - alt hvad du har brug for er en enkelt sort svane. "Black Swan" er for det første karakteriseret ved at være "outliers", da det ligger udenfor virkelighedens regelmæssige opfattelse, fordi intet i fortiden har overbevisende fakta til at bekræfte dets sandsynlighed. For det andet at have ekstrem indvirkning, en slags domino effekt kan blive udslaget. For det tredje, foruden dets status som "outlier", er menneskets natur at brygge forklaringer på dets forekomst efter dets opståen, for derved at gøre det forklarligt og forudsigeligt. 

Eksempler på sorte svaner er internettet, 9/11, og musikalske gennembrud. Det er begivenheder som først ikke var regnet som sandsynlige, men som senere har fået ekstrem indvirkning på vores samfund. Unøjagtigheden af disse sorte svaner gør at de bliver prisfast forkert, som var de undervurderede aktier. Sorte svaner er begivenhederne som får/har vidtrækkende samfunds skiftende virkninger, der rækker langt ud over deres oprindelige tilsyneladende egenskab. 

Taleb har mange nyttige oplysninger at tilbyde. Han stiller spørgsmål til vores afhængighed af den "beskrivende fejlbarlighed" ("narrative fallacy"), den måde de seneste oplysninger bruges til at analysere årsagerne til begivenheder, når så meget historie faktisk er "tavst". Det er tavsheden - den manglende energi i det historiske system, der producerer de sorte svaner. ”Forestil dig eksempelvis kalkuner”, skriver Taleb, "Hvert enkelt fodring vil fede kalkunen op, i troen på at det er en generel regel om livet, at den skal fodres hver dag af venlige medlemmer af den menneskelige race. Det ser jo ud til at være i dens bedste interesse, som en politiker vil sige. Onsdag eftermiddagen før Thanksgiving, Vil der ske noget uvant for kalkunen. Det vil pådrage sig en revision af sin tro. " 

Ikke mindre udbredt er det som Taleb beskriver som "vild falskhed" ("ludic fallacy"), hvorved reelt vilde tilfældigheder forveksles med kontrolleret tilfældighed i et kasino, i lotteriet eller andre hasardspil. Desuden er der "domæne specificitet", hvor ”vores reaktioner, vores måde at tænke på, vores intuition, afhænger af den sammenhæng, som sagen er forelagt" - mens sorte svaner kommer fra en sammenhæng afkoblet fra normen.  En anden måde at Scotch illusion er at modstå bekræftelse, fordi "en række bekræftende fakta (”corroborative facts”) er ikke nødvendigvis bevis for fremtidig udvikling" (Kalkun eksemplet).