Gætteleg: Er disse ruiner forårsaget af bomber eller priskontrol?

Skrevet af Emil Plagborg-Møller Onsdag, 01 September 2010 12:43

AddThis Social Bookmark Button
Politikere fastsætter ofte grænser for, hvor høje priser udlejere må tage for at udleje deres lejlighed. Formålet er at gøre boliger tilgængelige for folk med få økonomiske midler – som oftest nævnes studerende i denne sammenhæng. Imidlertid bygger priskontrol på en misforståelse af simpel udbuds- og efterspørgselsteori, der viser, at priskontrol i virkeligheden har den modsatte virkning.
 
På et ureguleret boligmarked vil markedet nærme sig ekvilibrium. Figur 1 viser et simpelt eksempel, hvor udbuddet møder efterspørgslen ved en månedlig husleje på 10.000 kr. Ved denne pris udbydes der 10 lejligheder.
 
 
Men 10.000 kr. om måneden er mange penge for studerende, og derfor beslutter politikerne nu at indføre priskontrol. De beslutter, at lejlighederne maksimalt må udlejes til 5.000 kr. pr. måned. Scenariet ændrer sig herved som vist i Figur 2.
 
 
Ved en månedlig husleje på 5.000 kr. efterspørger markedet 15 lejligheder, men udbuddet falder til kun fem. Der efterspørges altså 10 lejligheder mere, end der udbydes som følge af priskontrollen. For hvorfor skulle udlejere leje deres lejligheder ud til mindre, end de er værd? Simpel udbuds- og efterspørgselsteori viser altså, at i stedet for at have gjort boliger mere tilgængelige, har priskontrollen i stedet skabt mangel på boliger.
 
Det er imidlertid ikke den eneste negative konsekvens. Da udlejere nu ikke kan få den husleje, som deres lejlighed er værd, har de et incitament til at lade lejligheden forfalde, så lejligheden bliver mindre værd (og de sparer vedligeholdelsesomkostninger). Når lejligheden er faldet nok i værdi, kan de igen udleje den til markedsprisen. Priskontrol reducerer altså kvaliteten af lejligheder og boliger.
 
I Danmark har vi lejeloven, der fastsætter, hvor meget udlejere maksimalt må tage for at leje deres lejligheder ud. Det har resulteret i, at mange lejere nu ligefrem er begyndt at spekulere i, hvordan de kan leje en lejlighed og derefter klage til Huslejenævnet og få medhold. Der findes endda eksempler på, at lejere har overbudt hinanden for at få en lejlighed blot for at klage til Huslejenævnet bagefter og få lejen sat ned. I andre eksempler er ejeren af en lejlighed blevet tvunget til at nedsætte huslejen til et niveau, der er lavere end hans omkostninger, så han ligefrem taber penge på at leje lejligheden ud.
 
Nykeynesianeren Greg Mankiw har lavet en undersøgelse, der viser, at 93 % af alle økonomer kan tilslutte sig udsagnet: ”A ceiling on rents reduces the quantity and quality of housing available”. I 1992 blev der lavet en lignende undersøgelse, og dengang var 76,3 % enige i udsagnet og kun 6,5 % var imod. Man kan altså konkludere, at der blandt økonomer - på tværs af økonomiske skoler – er generel konsensus om, at priskontrol har den modsatte virkning end den intenderede.
 
Der findes flere eksempler fra virkeligheden på, at priskontrol har ført til, at ejere af bygningskomplekser blot har ladet dem forfalde. Prøv selv om du kan gætte, hvilke ruiner der er forårsaget af bomber, og hvilke der er forårsaget af priskontrol. Svarene fremgår til sidst.
 
Billede 1
 
 
Billede 2
 
 
Billede 3
 
 
Billede 4
 
 
Billede 5
 
 
Billede 6
 
 
Billede 7
 
 
Billede 8
 
 
Billede 9
 
 
Billede 10
 
 Billede 11

Billede 12

Billede 13

Billede 14

Billede 15

Svarene:
 
Billede 1: Bombe
Billede 2: Priskontrol
Billede 3: Bombe
Billede 4: Bombe
Billede 5: Bombe
Billede 6: Priskontrol
Billede 7: Priskontrol
Billede 8: Bombe
Billede 9: Bombe
Billede 10: Bombe
Billede 11: Priskontrol
Billede 12: Priskontrol
Billede 13: Bombe
Billede 14: Priskontrol
Billede 15: Priskontrol
Antal kommentarer til denne artikel (2)
 

Mises University 2010

Skrevet af Emil Plagborg-Møller Onsdag, 11 August 2010 08:19

AddThis Social Bookmark Button
Siden 1986 er der hvert år blevet afholdt Mises University på Ludwig von Mises Institute. Her samles studerende fra hele verden med interesse for Den Østrigske Skole til en uges intensivt kursus i et stimulerende undervisningsmiljø.
 
Deltagerantallet satte i år ny rekord, hvor hele 250 studerende deltog. Nationaliteterne spreder sig lige fra en hviderusser og en litauer til peruvianere og guatemalanere. Derudover er næsten hele USA repræsenteret ligesom, der også er flere fra Canada. Diversiteten er utrolig høj, hvilket skaber grobund for nogle virkelig interessante debatter. Eksempelvis kom mange amerikanere hen til mig og spurgte, hvordan det socialdemokratiske system har overlevet 50 år i Danmark. Selv fik jeg et bedre indblik i generationskløften mellem gamle og unge i Østeuropa efter murens fald.
 
Dagene er bygget op af 6-8 lektioner á en time med pauser imellem. De første tre dage følger alle det samme program, men herefter kan man selv sammensætte sit program, da der er 2-3 samtidige forelæsninger at vælge mellem hver gang, der er undervisning. Så hvis det ikke er alle aspekter ved Den Østrigske Skole, der interesserer en, så kan man blot vælge de interessante. Personligt havde jeg meget svært ved at vælge flere gange, da lektionerne dækker så mange spændende emner.
 
Alle professorerne på Mises University er virkelig dedikerede, men samtidigt også morsomme, og jeg vil betegne de fleste lektioner som ’laughing and learning’. I pauserne efter lektionerne var der mulighed for at tale med professorerne, hvilket mange benyttede. Selvom arrangementet varede i en hel uge, så efterlyste flere mere tid til at snakke med professorerne, hvilket blot vidner om dedikationen blandt de studerende.
 
Om aftenen var der god mulighed for socialt samvær, og flere af professorerne tog med i byen. Specielt Robert Murphy fik sunget meget karaoke.
 
Stemningen blandt professorerne var virkelig god, og de lavede ofte jokes om hinanden. Eksempelvis kaprede Tom Woods talerstolen inden en lektion med Hülsmann, hvor han lavede en parodi på Hülsmanns engelske (som bærer præg af en kraftig tysk accent).
 
Et andet eksempel var til paneldebatten, hvor der var et spørgsmål om Giffen-goder, som Peter Klein skulle svare på. Da en fra publikum bad ham om at definere Giffen-goder, gik der 10-15 min. inden Klein havde færdiggjort sin definition, hvilket Murphy straks påpegede ved næste spørgsmål: ”I will make it short … unlike Peter Klein”. Klein svarede dog hurtigt igen med: ”That’s because you haven’t much to say” – alt sammen sagt med smil på læberne. Eksemplerne er blot to ud af rigtig mange.
 
Ludwig von Mises Institute ligger i Auburn, Alabama, som er en relativt lille by med kun 60.000 indbyggere. Det kan umiddelbart virke underligt at placere instituttet så afsides, men som det argumenteres på mises.org: "Having such an outfit so far away from the country's usual hubs is in itself a rejection of the central planning and authority Mises spent his life fighting. He might never have visited Auburn, but something tells me he wouldn't have put this institute any other place."
 
Klimaet i Alabama er meget voldsomt sammenlignet med Danmark. Når det er varmt, er det rigtigt varmt. Når det regner, regner det rigtig meget. Når det tordner, tordner det rigtig meget. Til gengæld varer regn og torden sjældent mere end en time ad gangen, og selvom temperaturerne kan snige sig helt op over 40 grader (kombineret med høj luftfugtighed), så vænner man sig relativt hurtigt til at bevæge sig langsommere. Derudover er der aircondition i alle bygninger.
 
Hele instituttet har en virkelig flot arkitektur. Der er citater fra de store østrigske økonomer indgraveret i væggene, og der er en helt specielt aura ved stedet. Første gang jeg trådte ind af døren til instituttet var det første, der skete, at en, jeg endnu ikke havde snakket med, kom hen til mig med ordene: ”Have you seen this place? It’s amazing!”, hvilket vidner om, at man er kommet til et helt særligt sted.
 
Jeg vil anbefale folk at tage derover næste år. Dels for undervisningen, men lige så meget for at møde ligesindede. Specielt diskussionerne med de andre studerende var for mig noget af det mest interessante, da debatterne har et helt andet udgangspunkt, end hvis man diskuterer med en socialist, socialdemokrat eller lignende. Her er alle enige om at stige på det samme tog, men om man skal følge toget til endestationen eller stige af undervejs, har folk mange forskellige holdninger om.
 
Sidste år deltog fire danskere. I år var vi kun to. Det kan gøres bedre! Så kære læser: Ansøg næste år og få din horisont udvidet!
   

Videoer fra "In Defense of Capitalism"

Skrevet af Jacob de Lichtenberg Tirsdag, 18 Maj 2010 21:33

AddThis Social Bookmark Button
Så er de første videoer fra konferencen på CBS "In Defense of Capitalism" blevet lagt op, og jeg vil gerne anbefale alle at se/lytte til dem. Videokvalitetet er ikke i top, men lyden fejler ikke noget.

Art Carden taler om de mest almindelige anklager mod kapitalisme og tilbageviser dem, mens Peter G. Klein anlægger en mere videnskabsteoretisk vinkel, hvor han forsøger ,at forklarer, hvorfor Keynes idé'er stadig er så udbredte, på trods af at de ikke gør noget fornuftigt for vækst og velstand.




   

Gældskrisen sender guld i rekord – 6800 kr./ounce

Skrevet af Jacob de Lichtenberg Torsdag, 06 Maj 2010 08:34

AddThis Social Bookmark Button
Gældskrisen i Grækenland og i det resterende Europa spreder sine lange skygger på obligations-, valuta- og aktiemarkederne i øjeblikket, men det har også en effekt på guldprisen, som er strøget til vejrs i den seneste tid.  Et aktiv uden modpartsrisiko tiltrækker flere investorer, når usikkerheden og nervøsiteten stiger.
Prisen på det gyldne metal er over de sidste 3 måneder steget 18 pct., og ligger i noget nær det højest niveau, der nogensinde nominelt er set. 6828 kr. eller 917 euro koster 1 ounce(31,1 g.) i skrivende stund, og gulds styrke, når der er finansielt uro, viser sig således fortsat at være til stede.

(Y-aksen skal ganges med 100)
Den seneste tids stigning skyldes primært frygten for et kollaps i de gældsplagede europæiske nationer. Hvad enten det sker eller ej, så er risikoen steget, og det får flere til at købe guld, hvor der ingen modpartsrisiko er.
Grækenland er blevet tildelt et lån på 110 mia. euro, eller hvad der svarer til cirka 73.100 kr. per græker, over de næste tre år. Markederne tog mandag pænt imod hjælpen til Grækenland, og de græske statsrenter dykkede pænt. Glæden var dog kortvarig og frygten blussede op igen tirsdag og onsdag, hvor markedet spekulerer i, (1) at hjælpen ikke er stor nok, (2) tysk indenlandsk modstand mod hjælpen, og (3) at der er for stor politisk og folkelig modstand mod de krav, som EU stiller til Grækenland. Renten på den græske 10-årige statsobligation skød onsdag igen over 10 pct.
Derudover er markederne fortsat ikke overbeviste om at problemerne ikke vil sprede sig til Portugal, Spanien eller Italien. Ligeledes er der rygter om, at ECB overvejer opkøb af europæiske statsobligationer, det der også kaldes kvantitative lempelser, noget som både amerikanske FED og Bank of England har benyttet sig af. (Læs også: Kvantitative Dumheder?)
Euro har taget skade af urolighederne og handles torsdag morgen overfor US dollaren i cirka 1,2800.
 
   

Legalisér insider handel

Skrevet af Christian Heinen Mandag, 03 Maj 2010 22:24

AddThis Social Bookmark Button
Reglerne er mange om insider handel, og begrebet har eksisteret siden de finansielle markeders oprindelse. Der er dog ofte en negativ holdning tilknyttet begrebet, og det er ligeledes en udbredt opfattelse, at insider handel er en udnyttelse af de finansielle markeder og således en ulovlig handelsmetode. Netop af disse årsager er det væsentligt, at man formår at skelne begreberne, idet konsekvenserne af insider handel stadig er meget tvivlsomme, og fordi at den nuværende lovgivning har vist sig gang på gang at forvirre.
Det har vist sig op igennem historien og ved talrige lejligheder, at en differentiering imellem lovlig og ulovlig insider adfærd er særdeles vanskelig for de finansielle og juridiske myndigheder at håndtere, og oftest vil en decideret dom ikke gå på den specifikke udførte handel. En ledende medarbejdes handel med aktier i det selskab, hvor personen også er ansat, kan være fuldt legal, så længe denne handel rapporteres til myndighederne, så snart den har indfundet. Ulovligheden og den grå zone opstår dog, når handler ikke rapporteres korrekt, eller når individer udenfor selskabet handler på baggrund af information modtaget af en ansat i selskabet.
Grundlæggende er opfattelsen af insider handel også mere en værdikamp imellem på den ene side, tilhængere af regulering og tilhængere af det frie marked.
Lidt historie
Ser vi på den ulovlige form for insider handel, så bliver USA oftest opfattet som det land i verden med de strengeste regler forhold til handelstypen, samt ligeledes det land der gør mest for at identificere eventuelle ulovlige insider handel. Således har USA forsøgt at regulere sig ud af dette problem, siden den første lov trådte i kraft i 1933, sandsynligvis med baggrund i Wall Street krisen i 1929. Op i gennem tiden er der udarbejdet ratificeringer og tillæg til denne oprindelige lov, officielt kaldet ”Securities Act of 1933”, men paradoksalt nok eksisterer der ingen decideret forklaring på, hvorfor man opfatter insider handel som værende ”noget dårligt”, der forhindrer markedet i at udfolde sig.
Ser vi på landene i det europæiske kontinent, så har reguleringen af insider handel været meget begrænset. Europa Kommissionens lovforslag og efterfølgende vedtagelse den 13. november 1989 var i mange tilfælde en ny type af lovgivning, der blev stiftet bekendtskab med, for mange af medlemslandene. Til forskel fra USA valgte EU at definere begrebet mere præcist, idet EU mener, at bestemte typer af insider handel bør forbydes. Herved lyder begrundelsen, at insider handel underminerer investor tillid, hvilket leder til uoptimal clearing af handler på værdipapirmarkedet. Med andre ord mener EU, at manglende lovgivning omkring insider handel vil medføre mindre tillid til værdipapirmarkedet og de handlede aktivers prisfastsættelse. Således mener myndighederne i EU såvel som i USA, at aktionærer, ansatte, ledere og direktioner samt den generelle offentlighed, at alle har konkurrerende interesser, der skal balanceres, og rationalet angående ulovliggørelse af insider handel er målrettet mod at opretholde såkaldt markedsefficiens.
Problemfyldt lovgivning
For at illustrere ovenstående problemstillinger inddrages et meget omtalt og debatteret eksempel omhandlende den amerikanske berømthed Martha Stewart. Presset på anklageren og dommeren må uden tvivl siges at have været stort i dette konkrete eksempel, hvorfor validiteten af afgørelsen må antages at være høj.
Martha Stewart blev i 2004 anklaget og efterfølgende dømt for at have solgt aktier i den farmaceutiske virksomhed ImClone for i alt 230.000 dollar i slutningen af 2001. Handlen blev gennemført, dagen før det kom frem, at de amerikanske myndigheder FDA (Food and Drug Administration) nægtede en godkendelse af et potentielt meget værdifuldt lægemiddel. Martha Stewart benægtede selvfølgelig hendes skyld i anklagerne om insider handel og gjorde gældende, at der var en aftale med hendes mægler, Peter Bacanovic om at sælge, hvis prisen på aktien faldt til under 60 dollar.
Selve informationen skulle være blevet videregivet af direktøren for virksomheden, Samuel Waksal, der senere blev kendt skyldig for insider handel, herunder videregivelse af fortrolig information, med en straf på 7 år og 3 måneder samt at betale en kæmpe bøde på 4 mio. dollar.
Hvad angår Martha Stewart og hendes mægler, blev ingen af dem dømt med baggrund i lovgivning om insider handel, i stedet lød domsfældelsen på, at de begge havde forhindret politiet i at udføre deres arbejde – benævnt ” obstruction of justice”, således et meget bredt begreb. Dokumenter relateret til et alibi for Stewart; at Bacanovic skulle sælge hendes aktier, hvis kursen faldt under 60 dollar, blev konstateret at have været falske og for at skjule det faktum, at Stewart handlede på baggrund af insider viden. Ved domsafsigelsen så dommeren dog bort fra at benytte og dømme med baggrund i loven om insider handel med den begrundelse, at Martha Stewart’s salg ikke havde nogen nævneværdig indflydelse på den samlede aktiekurs.
Med ovenstående gennemgang synes dommen over Martha Stewarts handlinger mere at være begrundet ud fra et retfærdigheds syn. Således blev der lagt størst vægt på, at begge personer havde forsøgt at snyde SEC (det amerikanske finanstilsyn) og de amerikanske myndigheder, hvorimod selve gerningen blev tillagt mindre betydning – læs ingen betydning. Som et tillæg kan det desuden nævnes, at familiemedlemmer til Waksal profiterede i langt højere grad af informationen end Stewart. De indrømmede, at have brugt den videregivne viden, men at have handlet uden en reel forståelse af informationen. De blev således ikke dømt, da man ikke mente, at de var bevidste om deres gerninger.
Ovenstående eksempel giver en tydelig forståelse af den juridiske problematik og manglende bevisførelse, der eksisterer for myndighederne. Definitionen af insider handel og hvorvidt individet har forsøgt at påvirke markedet til egen fordel, er begge spørgsmål med store usikkerheder. Idet problemfeltet er så komplekst må en naturlig tanke være, hvor ofte disse handlinger bliver opdaget og retsforfulgt samt ikke mindst, hvor ofte det blot bliver overset.
Løsningen er strengere lovgivning ……. eller
Tilhængere af regulering vil straks postulere, med begrundelse i markedsefficiens, at strengere lovgivning er nødvendig for at undgå en underminering i tilliden til de finansielle markeder.
Hvis individer med ikke offentlig handelsinformation (insider viden) agerer på de finansielle markeder, vil der potentielt ske et skift i markedsligevægten og herved lede til økonomisk ustabilitet. Men som det netop er vist ovenfor, så vil det være umuligt at lovgive sig ud af denne problemstilling, og hvis det endelig skulle iværksættes succesfuldt, vil det medføre en overvågningsenhed hos SEC på størrelse med flere efterretningstjenester.
I stedet bør man vende problemstillingen om, og argumenterer for mindre lovgivning på området, idet man herved vil skabe mere pålidelig prissætning på de finansielle markeder og hermed mindre ubalance og investor usikkerhed. Således argumenterer Milton Friedman: “You want more insider trading, not less. You want to give the people most likely to have knowledge about deficiencies of the company an incentive to make the public aware of that.”
Det gælder således om at skabe et incitament for informationsbesidderne til at offentliggøre information til markedet. Det traditionelle argument imod insider handel, at alt relevant information for markedet, om en given aktie, altid vil fremkomme, er en klassisk fejlantagelse. Som Milton Friedman nævner, så er man nødt til at skabe incitamenter, præcis som det kendes fra arbejdsmarkedet med resultatafhængigordninger og lign.
Andre argumenterer, er, at insider handel vil ramme den ”lille og menige investor”, idet investorer med mindre information altid vil handle efter den primære kursudvikling er indtrådt på markedet, udført af de professionelle investorer. Dette argument er dog ligeledes svært at finde fodfæste for, idet den typiske ”lille investor” oftest er en langsigtet investor, der investerer i markedet i et investeringsøjemed. Således agerer denne type investorer ikke som spekulanter, der tror, at de kan slå markedet konsekvent, i stedet følges markedet og et markedsafkast forventes. En lovliggørelse af insider handel vil derfor ikke ramme den ”lille investor”, idet der investeres langsigtet, tværtimod vil den ”lille investor” i stedet få det fulde udbytte af en eventuel kursstigning på baggrund af information offentliggjort af insidere.
Med baggrund i ovenstående eksempler er det efterhånden mere og mere tydeligt, at lovgivning omkring insider handel er meget vanskeligt, og kræver enorme ressourcer fra den offentlige sektor og dermed direkte spildte skattepenge fra den lille og menige investor. Regulering af insider handel viser sig også mere som en forhindring mod den naturlige kursudvikling, hvor reguleringen ligger en stødpude over den reelle kursudvikling. Således er det ikke nødvendigvis den kortsigtede investor, også kaldet spekulanten, der straffes ved lovningen, men tværtimod den langsigtede menige investor der besidder mindre ressourcer for at analysere de enkelte selskaber og dermed forstå kursudviklingen.
 
   

Praxeologi – Den logisk deduktive metode

Skrevet af Jacob de Lichtenberg Onsdag, 28 April 2010 14:34

AddThis Social Bookmark Button
Den økonomiske videnskab er præget af mange forskellige økonomiske skoler, som hver især mener, at verden skal opfattes på en bestemt måde. Disse skoler har alle nogle grundlæggende antagelser, som der intern i teoriretningen ikke bliver sat spørgsmålstegn ved. Den østrigske økonomiske skole, som der er skrevet om på denne side har ligeledes nogle antagelser, som der filosofisk er argumenteret for er sande. Men inden vi beskæftiger os med østrigernes forudsætninger, så vil jeg lige gennemgå de herskende økonomiske antagelser repræsenteret af neoklassisk tankegods.
Den neo-klassisk økonomisk teori dækker over flere økonomiske skoler, hvor fællestrækkene er, (1)at mennesket har rationelle præferencer, som har en værdi, (2) at individer optimerer sin nytte og virksomheder maksimere profit og (3) at alle agerer uafhængigt og på basis af fuld information. Begrebet ”Homo Economicus” bliver brugt til at beskrive denne aktør, som opfylder ovenstående tre grundlæggende antagelser.
Det er nemt at konkludere, at især antagelse nummer tre er meget urealistisk, mens at antagelse to virker mere i trit med virkeligheden. Neo-klassikerne mener dog, at alle tre forudsætninger, er nødt til at være opfyldt, hvis det skal kunne lade sig gøre at regne på det i forbindelse med optimering af samfundets indretning. Matematik er essentielt i den neoklassiske tilgang til økonomiske videnskab, og økonomerne forsøger ved hjælp af matematik og avancerede modeller at finde priser via udbud- og efterspørgselsfunktioner. Konkurrenceforhold på et marked kan også bestemmes ved hjælp af matematiske formler, mens nytte kan måles og optimeres helt ned til sidste decimal.
Overstående tilgang til økonomi er kraftigt inspireret af den naturvidenskabelige positivistiske videnskab, hvor metodologien er at opstille hypoteser for derefter under kontrollerede forhold at teste disse hypoteser, og ved falsifikation skille sig af med hypoteserne.
Den østrigske økonomiske teoriretning, som blev udlagt af den østrigske økonom Ludwig von Mises (1881-1973) har en meget anderledes tilgang til den økonomiske videnskab, og ifølge tilhængere af denne skole også en meget mere korrekt og sand fremstilling af verden.
Ludwig von Mises kaldte sit hovedværk fra 1949 ”Human Action”, idet aksiomet ”Man acts” ifølge Mises er grundforudsætningen for den økonomiske videnskab. Et aksiom er en påstand, som er almengyldigt sand, og derfor på ingen måde kan tilbagevises. Hvis en person forsøger at tilbagevise, at mennesker handler, så handler vedkommende, og beviser således at mennesker handler. Fra det overordnede aksiom ”Man acts”, som er selvevident, kan man dernæst logisk deducere sig frem til sandheder omkring den verden vi befinder os.
For at gentage og tydeliggøre pointen så er idéen, at grundaksiomet er sandt, og at vi logisk kan deduceres os frem til ny viden omkring verden udfra dette aksiom, således at den nye viden per definition også må være sand. Denne metode kaldte Mises for praxeologi og til det skriver Hans-Hermann Hoppe:
“In order to emphasize the status of economics as a pure science, a science that has more in common with a discipline like applied logic than, for instance, with the empirical natural sciences, Mises proposes the term "praxeology" (the logic of action) for the branch of knowledge exemplified by economics.”
Den praxeologiske tilgang gør at verden kan beskrives ‘a priori’, og at ens påstand ikke behøves verificeret eller falsificeres af observerede data.
De østrigske økonomer mener således, at ikke-praxeologiske teoriskoler fejlagtigt tror på, at sammenhænge mellem bestemte begivenheder er sandheder, fordi de bygger på store datasæt, som beviser denne sammenhæng, mens de østrigske økonomer mener, at sammenhængen kan forudsiges ’a priori’ via logisk deduktion, og derfor ikke behøves at blive testet. Hans-Hermann Hoppe forklarer:
“[…]they thereby behave as if the statement "a ball cannot be red and non-red all over at the same time" requires testing in Europe, America, Africa, Asia and Australia (of course requiring a lot of funds in order to pay for such daring nonsensical research). Moreover, the non-praxeologists also believe that relationships between certain events are well-established empirical laws (with predictive implications) when a priori reasoning can show them to be no more than information regarding contingent historical connections between events, which does not provide us with any knowledge whatsoever regarding the future course of events.”
Neo-klassikerne antager, som nævnt, at mennesket har fuldstændig viden og på baggrund heraf foretager nogle fuldt rationelle valg imellem kendte alternativer, som hver især har en bestemt værdi, således at nytten optimeres. Den praxeologiske metode fører nødvendigvis til en anden rationalitetsopfattelse end den, som de neo-klassiske økonomer opererer med. For det første er menneskelig handling per definition altid rationel, og Mises mener derfor ikke, at rationalitetsbegrebet i dette tilfælde er anvendeligt:
”Human action is necessarily always rational. The term “rational action” is therefore pleonastic and must be rejected as such. When applied to the ultimate ends of action, the terms rational and irrational are inappropriate and meaningless.” – Human Action side 19
Det giver således ikke mening at tale om rationalitet eller irrationalitet, da Mises mener, at al menneskelig ageren er rationel for aktøren selv. At ofre sig i en politisk sags tjeneste kan virke dybt irrationelt for mange, men for den enkelte er det ganske rationelt, og det er derfor, ifølge Mises, ikke relevant, at diskutere rationalitet ud fra en almen standard.
“It is usual to call an action irrational if it aims, at the expense of “material” and tangible advantages, at the attainment of “ideal” or “higher” satisfactions. In this sense people say, for instance—sometimes with approval, sometimes with disapproval—that a man who sacrifices life, health, or wealth to the attainment of “higher” goods—like fidelity to his religious, philosophical, and political convictions or the freedom and flowering of his nation—is motivated by irrational considerations. However, the striving after these higher ends is neither more nor less rational or irrational than that after other human ends. It is a mistake to assume that the desire to procure the bare necessities of life and health is more rational, natural, or justified than the striving after other goods or amenities. It is true that the appetite for food and warmth is common to men and other mammals and that as a rule a man who lacks food and shelter concentrates his efforts upon the satisfaction of these urgent needs and does not care much for other things. The impulse to live, to preserve one’s own life, and to take advantage of every opportunity of strengthening one’s vital forces is a primal feature of life, present in every living being. However, to yield to this impulse is not—for man—an inevitable necessity.” – Human Action side 19
Konsekvensen, af at opfatte menneskers rationalitet således, er, at det nu ikke er muligt at forstå verden gennem empiriske undersøgelser. Hvis mennesker kun er rationelle overfor sig selv, så må en empirisk undersøgelse nødvendigvis dække samtlige individer på kloden for at kunne sige noget om, hvorfor mennesker handlede som de gjorde. Hvis såfremt at en undersøgelse af denne størrelse blev foretaget, ville den kun være et øjebliksbillede, og den ville på ingen måde have en forudsigende egenskab, idet forhold vil ændre sig over tid, også selvom det kun er små ændringer, og man kan derved ikke vide, hvordan alle mennesker vil handle under disse nye forhold.
Ludwig von Mises’ praxeologi er en videreudvikling af den tyske filosof Emmanuel Kant’s idéer, og ovenstående gennemgang er en meget overordnet og ufyldestgørende gennemgang af det filosofiske argument for praxeologi. Hvis man vil læse mere, findes der masser af litteratur på www.mises.org, hvor blandt andet Hans Hermann-Hoppes’ ”Economic Science and the Austrian Method” og Ludwig von Mises’ ”Human Action” kan findes. Yderligere har George A. Selgin skrevet bogen ”Praxeology and Understanding: An Analysis of the Controversy in Austrian Economics”.
I nedenstående video gennemgår Robert P. Murphy forskellen mellem Neo-klassisk teori (mainstream) og østrigsk økonomisk teori.
   

’Too big to fail’-argumentet kan ikke retfærdiggøre alle bailouts

Skrevet af Emil Plagborg-Møller Mandag, 26 April 2010 12:16

AddThis Social Bookmark Button

I hele verden har stater reddet virksomheder i forbindelse med finanskrisen. Fortalerne for bailouts henviser til, at nogle virksomheder er for store til at gå konkurs, da det ifølge dem vil sende hele økonomien i en dyb recession. Imidlertid kan dette argument langt fra bruges på alle bailouts.

 

Da finanskrisen ramte, blev mange virksomheder insolvente, hvilket på et kapitalistisk marked havde betydet konkurser. Det blev dog ikke tilfældet, da regeringer i hele verden valgte at redde mange af virksomhederne. Kritikere mener, at dette skaber et moral hazard-problem. Moral hazard er et økonomisk begreb, der beskriver den situation, hvor en aktør bliver frataget risiko og dermed kan have incitament til at handle anderledes, end hvis hele risikoen var pålagt aktøren.

 

Mange økonomer mener derfor, at bailouts giver et moral hazard-problem, da virksomhederne ikke har nogen grund til at begrænse deres risiko, når staten alligevel redder dem. Hvorfor redder staten så virksomhederne? Det typiske argument er, at virksomhederne er ’too big to fail’. Sagt på en anden måde, så forventes det, at en stor virksomheds konkurs vil sende chokbølger igennem et lands økonomi. ’Too big to fail’ kan altså kun bruges som argument for at redde store virksomheder, men selv hvis man antager, at ’too big to fail’-argumentet er holdbart, så kan staterne ikke retfærdiggøre alle bailouts. Listerne over de virksomheder, der er blevet reddet, omfatter mange virksomheder, som bestemt ikke kan kendetegnes som store.

 

På det amerikanske marked er store og velkendte virksomheder som Fannie Mae, Freddie Mac, AIG, General Motors og andre store blevet reddet. Derudover er mange mindre virksomheder blevet reddet, og det samlede antal bailouts er oppe på 835. Det er bailouts fra redningspakken på $700 milliarder og bailout-pakken for Fannie Mae og Freddie Mac lagt sammen. Hvis man ser på virksomhederne nede på listen, møder man navne som Lone Star Bank, Bank of George, First Keystone Bank, IBT Bancorp og lignende navne, som langt størstedelen den amerikanske befolkning formentlig aldrig har hørt om. Faktisk vil jeg ligefrem postulere, at ingen af politikerne, der har stemt for disse redningspakker, kender over halvdelen af virksomhederne på listen.

 

Samme tendens gælder i Danmark. I oktober 2008 vedtog den danske stat i samarbejde med den finansielle sektor at stifte det statslige selskab Finansiel Stabilitet. Derudover har staten vedtaget tre bankpakker, der dog kan forsvares med ’too big to fail’-argumentet, hvis argumentet antages at være sandt. Ligesom i USA er der i Danmark blevet reddet utrolig mange banker og sparekasser. Denne liste omfatter ligeledes mange ukendte navne. Det hele bliver sat i perspektiv ved, at et af de største navne på listen er Skælskør Bank, som ikke ligefrem blev fremhævet ofte i medierne før finanskrisen. I netop Skælskør Bank har staten overtaget over 50 % af aktierne, hvilket gør Skælskør Bank til en regulær statsbank. Et lille udsnit af listen over selskaber, som Finansiel Stabilitet har ejerandele i, fremgår af billedet.

 

Generelt kan man konkludere, at i både USA og Danmark er (næsten) alle selskaber blevet reddet, så længe de har haft en bare anseelig størrelse (men uden at være store). Uanset om ’too big to fail’-argumentet er holdbart eller ej, så kan det slet, slet ikke bruges til at retfærdiggøre alle bailouts. Virksomheder (og især banker) har lært én lektion fra finanskrisen, og det er, at de skal maksimere deres risiko. Gevinster beholder de selv, og tab gives videre til staten. Så kan man da tale om moral hazard.
 

   

Forbilledet Hong Kong

Skrevet af Emil Plagborg-Møller Tirsdag, 13 April 2010 21:49

AddThis Social Bookmark Button
Hong Kong har gennemgået en forrygende udvikling de seneste 50 år, hvor de gik fra at være et fattigt land til nu at være et af verdens rigeste. Måden de har opnået de imponerende vækstrater er ved at lade det frie marked regere.
Hong Kong er de seneste 15 år i træk blevet kåret til verdens frieste økonomi på Index of Economic Freedom lavet af The Heritage Foundation og The Wall Street Journal. Generelt har Hong Kong siden 1960’erne skabt et af verdens frieste markeder, og det har resulteret i høje vækstrater. Fra 1961 – 1997 blev Hong Kongs BNP 180 gange større (gennemsnitlig årlig vækstrate på 15,5 %) og i samme periode voksede BNP pr. indbygger 87 gange (gennemsnitlig årlig vækstrate på 13,2 %).
Uanset om man bruger tallene fra IMF, Verdensbanken eller CIA World Fact Book, så har Hong Kong i dag et højere BNP pr. indbygger korrigeret for købekraft end Danmark. For at sammenligne to ekstremer, så var Hong Kongs BNP pr. indbygger i 1960 på $430, og Venezuelas var $1.135. I 2006 var Hong Kongs BNP pr. indbygger på $27.000, hvor Venezuelas var $6.700. Det er endda på trods af, at Venezuela – i modsætning til Hong Kong - har værdifulde råstoffer (primært olie). Udviklingen i BNP pr. indbygger korrigeret for købekraft har ifølge IMF været følgende for Hong Kong i perioden 1980-2009:
Udviklingen taler for sig selv, og den er opnået ved at modarbejde protektionisme og regulering af markedet. Derudover ejer staten kun meget få virksomheder, og resten bliver udliciteret. De private markeder har således fået gode vilkår, men staten har også handlet forsvarligt ved aldrig at have opbygget store statsunderskud.
Herunder en meget lav skat i form af fladskat på lige omkring 15 %:
Tilsvarende er det offentlige forbrug også lavt:
Det skal i øvrigt bemærkes, at de offentlige udgifter nogenlunde svarer til skatteniveauet, hvilket underbygger pointen om, at staten ikke har opbygget nogen stor gæld. Dog har der de seneste år været en mindre tendens til gældsættelse, hvilket politikerne vil forklare med krisen i Asien i slutningen af 90’erne.
Hong Kong er på mange måder et økonomisk forbillede, hvor et frit marked har skabt en enorm økonomisk udvikling. Kritikere vil bl.a. henvise til, at Hong Kong er et af de mest ulige samfund i verden, men man kan i så fald spørge, om Hong Kong havde været bedre stillet, hvis de havde haft fokus på lighed. Som Winston Churchill udtrykte det (man fristes til at henvise til Venezuela):
"The inherent vice of capitalism is the unequal sharing of the blessings. The inherent blessing of socialism is the equal sharing of misery."
   

Flere artikler...

Side 1 af 27