Den 1. januar 2002 var Grækenland og 11 andre EU-lande med til at indføre euroen som en fysisk valuta. Forud for dette gik en aftaleindgåelse i begyndelsen af 1999 om at gøre Euroen til en officiel valuta, her tilsluttede Grækenland sig denne gruppe af medlemslande, den 1. januar 2001. I forbindelse med den fælles europæiske valuta (Euroen) blev der opsat en række såkaldte konvergenskrav således, at EU-landenes økonomier kunne nærme sig hinanden (konvergere) og dermed stå stærkere som én samlet økonomi. Blandt kravene for at blive indlemmet i den fælles valuta blev der bl.a. stillet regler omhandlende prisstabilitet og de nationale offentlige finanser. Netop kravene til de offentlige finanser er der hvor Grækenland har haft de største problemer, ikke blot på det seneste men stort set siden dets indlemmelse i Euro-samarbejdet. For at imødegå disse problemer indgik den græske regering helt tilbage i 2001 et samarbejde med den anerkendte amerikanske investeringsbank Goldman Sachs. Dette samarbejde skulle søge at trimme den græske offentlige gæld, og dermed få landet til at leve op til de fastsatte konvergenskrav. Det var primært kravene til det årlige offentlige underskud som beskrevet ovenfor, samt kravet omkring den offentlige gæld, der ikke må udgøre mere end 60 % af BNP af det forudgående år, hvor landet havde sine problemer.

Redegørelse fra Goldman Sachs
Samarbejdet med Goldman Sachs omhandlede en række hedging aftaler i form af såkaldte valuta swaps og rente swaps. Beslutningen om indgåelse af en hedging aftale udmøntede sig i en reduktion af Grækenlands gæld til udlandet med samlet €2,367 Mia., hvilket betød en reduktion af gælden i forhold til BNP med 1,6 %.

For at få en bedre forståelse for disse aftaler, vil jeg give en kort teknisk gennemgang af de ovennævnte to typer af swaps, da disse desuden er de mest almindelige.

Valuta hedge
Generelt set er en swap-aftale en aftale mellem to parter om at bytte, ”swappe”, en række fremtidige betalingsstrømme givet et sæt fastlåste regler. En valutaswap er således en aftale, hvor ydelser på to låneaftaler angivet i hver sin valuta, byttes mod hinanden. For at illustrere dette, vil jeg benytte et lille tænkt eksempel.

En dansk virksomhed A har optaget et fastforrentet USD lån og ønsker at hedge sig mod den naturlige valutarisiko overfor DKK, hvor en stigning i USD kursen vil øge virksomhedens betalingsstrømme for lånet. Ved at indgå en valutaswap med modpart B, vil A modtage betalingsstrømme svarende til ydelsen på USD-lånet og skal tilsvarende betale ydelser, der svarer til et fastforrentet DKK lån. Via denne konstellation har A betalinger svarende til, hvis A havde optaget et fastforrentet DKK lån.

Hvis A derimod havde forventninger om valutakursfald i USD i forhold til DKK, vil A kunne omlægge lånet med en valutaswap og efterfølgende modtage betalingsstrømme i DKK samt omvendt betale ydelsen svarende til et fastforrentet USD lån.

Ser vi nærmere på tilfældet med Grækenland, så blev der ifølge Goldman Sachs indgået en række valutaswaps med den intention at konvertere gæld i udenlandsk valuta til gæld i EUR. Ifølge en kort redegørelse fra investeringsbanken, var især valuta hedgings-aftaler almindelig praksis blandt medlemslandene, idet EU havde besluttet ved overgangen til euroen, at al ikke-hedged gæld i udenlandsk valuta skulle konverteres til EUR til en på forhånd fastsat valutakurs.

Ved udgangen af år 2000 var der blevet indgået en lang række af aftaler med Grækenland, hvoraf de fleste var en hedge mod gæld i USD og JPY. I december 2000 og juni 2001 indgik parterne igen valutaswap aftaler og samtidig reorganiserede de allerede indgåede aftaler fra tidligere år.

Euro/US-dollar

Kilde: Thomson Reuters 3000 Xtra

Euro/Japanske Yen

Kilde: Thomson Reuters 3000 Xtra

Rente hedge
En renteswap består grundlæggende i, at to parter bytter rentebetalinger på to låneaftaler, oftest ét fastforrentet og ét variabelforrentet. Dvs. denne type af swaps benyttes ofte til at omlægge indgåede låneaftaler. Jeg vil igen illustrere med et lille tænkt eksempel:

Virksomhed A har optaget et variabelforrentet lån men er nervøs for rentestigninger og ønsker derfor at hedge sig imod disse. Ved at indgå en renteswap med en modpart, vil A modtage betalingsstrømme svarende til rentebetalinger på det variabelforrentede lån men skal tilsvarende betale rentebetalinger svarende til et fastforrentet lån. Via denne aftale betaler A renter, som hvis den havde optaget et fastforrentet lån.
Hvis A derimod har forventninger om et rentefald i den nærmeste fremtid, kan A omlægge lånet via en renteswap of efterfølgende betale rentebetalinger svarende til et variabelforrentet lån.

I Grækenland blev der i december og juni 2001 indgået en langtidsvarende renteswap aftale med Goldman Sachs, med fundament i nyudstedte græske statsobligationer. Her betalte investeringsbanken kuponrenten for hele obligationsseriens løbetid og modtog omvendt betalingsstrømme svarende til en variabel rente.

Samlet set anslår Goldman Sachs, at transaktionerne har reduceret landets gæld med, som nævnt, i alt €2,367 mia., hvilket dog må siges at være en minimal effekt sammenlignet med landets overordnede finansielle situation. I 2001 var Grækenlands BNP på €139 mia. og gælden anslog 103,7 % af BNP. I 2008 var landets BNP på €245 mia., og gælden udgjorde over 99 % af BNP. Ser vi på de offentlige finanser, var underskuddet i 2001 på 4,5 %, og ifølge investeringsbanken ville underskuddet have beløbet sig til 4,64 %, hvis de omtalte hedging-aftaler ikke var indgået. Samlet set må man sige, at transaktionernes indvirkning på de offentlige finanser har været meget begrænsede, og landets svækkede økonomi har med stor sandsynlighed ikke har været opretholdt af én enkelt investeringsbank. I tillæg til dette skal tilføjes den almene praksis med disse typer af transaktionsaftaler, som herskede blandt EU-medlemslandene i denne periode. I takt med indførelsen af Euroen i 1999 og 2000 stod euroen svækket i forhold til USD og JPY. Holdes dette faktum således op mod ”tvangskonverteringen” fra EU’s side af gæld i udenlandsk valuta, kan det være svært at se, hvorfor Grækenland skulle have været eneste medlemsland med lignende problemer.

Kritikken har dog ikke kun været ensidig, således skal det nævnes, at Grækenland i tilknytning til de indgåede hedging aftaler er blevet skarpt kritiseret for ikke at have oplyst om de netop indgåede aftaler med Goldman Sachs. Som medlem af Euro-samarbejdet har Grækenland pligt til at oplyse korrekt information hvad angår landets finansielle situation til Eurostat, EU kommissionens statistikbank, der indsamler og offentliggør information, der muliggør sammenligning mellem lande og regioner. Derudover har landet, som låntager og dermed sælger af obligationer til investorer, en juridisk forpligtelse til at offentliggøre al information, der kan have indflydelse på investors beslutningsgrundlag. Denne gennemsigtighed har der således været stillet spørgsmålstegn ved, idet landet behandlede swap aftalerne som rene valutahandler og ikke deciderede lån. Investorerne blev således misinformeret omkring landets sande finansielle tilstand!

Med baggrund i ovenstående udledning, og som tidligere nævnt, vil det svært og tro, at Grækenland skal være eneste EU-medlemsland eller sågar eneste industrialiseret land i verden, der har benyttet samme konstellation. Specielt i hårde tider som nu, hvor udstedelse af obligationer foregår i stor stil, og det således handler om at tiltrække risikovillige investorer, er tanken ikke fjern.

Vender vi situationen om, så vil landets alternativ sandsynligvis være langt mere hårdtslående. At blive ekskluderet fra den fælles valuta vil skabe endnu mere nervøsitet omkring landets situation, hvilket givetvis vil medføre nedgraderinger af landets kreditværdighed og dermed øget pres ved finansiering af statsunderskuddet. Omvendt igen, så kan man tvivle på om de resterende EU-medlemslande vil lade dette ske. Det vil med sikkerhed skabe ringe i vandet som uden tvivl, vil skabe tvivl om hele Eurozonens stabilitet.

 

Kilde:

Guldprisen målt i euro ligger i øjeblikket i et nominelt niveau, som aldrig er set før. Da den danske krone ligger fast over for euroen betyder det selvsagt, at vi heller aldrig har set en højere nominel guldpris i danske kroner. Omkring 820 euro eller cirka 6.100 kr. skal man nu betale for en 1 ounce guld.

Guld i Euro (y-aksen skal ganges med 100)

Den amerikanske dollar stiger af flere forskellige grunde i øjeblikket. Et er, at der generelt er den holdning, at den amerikanske centralbank vil være den første til at hæve renten, og et klart signal blev givet her til aften, hvor centralbanken hævede sin diskonto-rente (ikke at forveksle med FED funds-renten) 0,25 pct.-point til 0,75. Det er første gang i tre år at diskonto-renten blev hævet.

Derudover har spekulationer om Euro-zonens gældssituation fået investorerne til at sælge ud af euro og her er det oplagte alternativ US-dollaren. Siden begyndelsen af december er dollaren blevet styrket markant, som det kan ses af nedenstående graf.

USD-indekset

Dollar-styrkelsen er den primære faktor til at guldprisen målt i dollar er faldet fra 1220 dollar/ounce til omkring 1100 dollar/ounce. Der var dog nyt fra IMF, om at den vil sælge 190 ton guld i markedet, idet der åbenbart ikke er så stor interesse fra de asiatiske centralbanker for at købe til de nuværende priser. At IMF skal sælge kommer jo ikke bag på markedet og de marginale fald, som nyheden udløste, blev også hurtigt udvisket. Forudsætningen for at nyheden skulle have haft en markant negativ effekt, ville have krævet at markedet ikke længere tror på, at de asiatiske centralbanker vil fortsætte deres guldopkøb, og jeg tilslutter mig det svar markedet gav i dag, at der fortsat er stor efterspørgsel fra disse centralbanker.

Guld målt i US dollar

Den registerbaserede ledighed, som kaldes den officielle ledighed, lå fladt i december 2009 på 4,3, men når arbejdskraftreserven, som inkluderer flere, benyttes fås et lidt andet billede. Ifølge denne opgørelse er arbejdsløsheden 6,8, mens Eurostat opgør Danmarks ledighed til 7,4 pct.

Som jeg også forklarede i min tidligere artikel, ekskluderer disse tal dog alle de, som på den ene eller anden måde vurderes til at stå uden for arbejdsmarkedet. Hvis disse inddrages, ses den reelle arbejdsløshedsprocent, og den er steget til det højeste niveau siden første kvartal 1995. 28,5 pct. har ikke noget job, mens tallet for et år siden lød på 24,3 pct.

En graf jeg ikke havde med i min sidste artikel var grafen over fordelingen af beskæftigelse på henholdsvis den private og offentlige sektor. Fordelingen af de to har siden 1998 og frem til 2009 ligget rimelig konstant med hhv. 68,5 pct. af de beskæftiget ansat i det private (se venstre akse), mens 31,5 pct. var ansat i det offentlige (se højre akse). I fjerde kvartal sker der dog en markant ændring i denne fordeling, således at andelen af de ansatte i den offentlige sektor steg til 34,1 pct., mens andelen af ansatte i den private sektor faldt til 65,9 pct.

Danmarks statistik fokuserer i deres note til arbejdskraftundersøgelsen på, at den danske beskæftigelse nu er på niveau med beskæftigelsen i 2004. Det er også korrekt, men hvis vi tager befolkningstilvæksten med ind i billedet, så er andelen af beskæftiget i forhold til den samlede befolkning ikke set lavere i hele perioden, som arbejdskraftundersøgelsen dækker (1995-2009).
 

Som formand for ’Council of Economic Advisors’ var Lazear en af de mest indflydelsesrige økonomer i verden. Han efterfulgte Ben Bernanke som formand, da Bernanke blev centralbankchef. Posten er utrolig betydningsfuld, da rådets anbefalinger næsten altid bliver til den førte politik.

Hvem er Lazear så? Lazear modtog en doktorgrad i økonomi på Harvard i 1974. Han er specialiseret i arbejdsmarkedet, hvor han i 70’erne og 80’erne udviklede ”Personel economics”, der er et økonomisk område, hvor folk undersøger lønstrukturer og forfremmelser i hierarkiske virksomheder. For dette har han modtaget flere priser.

Derudover har han siden 1992 været professor på Stanfords økonomifakultet. Inden da var han professor på University of Chicago. Han var i 2005 medlem af det rådgivende organ, der skulle udforme skattereformen under Bush-administrationen, og i 2006 blev han så formand for ’Council of Economic Advisors’, som han kombinerede med sin ansættelse på Stanford.

Lazear fremhævede mange pointer under foredraget, og en af dem var det skift, der er foregået i løbet af det seneste årti: Hvor det tidligere var de avancerede økonomier, der lånte til de mindre udviklede økonomier, er billedet i dag omvendt. I dag finansierer fx Kina en stor del af det amerikanske forbrug, og det er en helt ny udvikling. Lazear var forsigtig med at udpege enkeltting som årsager til krisen, men fremhævede mange eksempler, hvor økonomien udviklede sig anderledes end normalt. Desværre har jeg ikke adgang til hans slides, så jeg kan ikke gengive de grafer, han brugte.

Finanskrisen kom som en overraskelse for mange, og det gik også forholdsvis sent op for den amerikanske regering, hvor udviklingen bar hen. Som en af præsidentens nærmeste rådgivere skulle Lazear holde ferie samtidig med præsidenten. Det var på en af disse ferier med familien, han fandt ud af, at verdensøkonomien stod overfor en krise. Lige efter at være steget ud af et fly på vej på ferie til Mexico tjekkede hans sin mobil, hvor der lå to beskeder fra hans assistent: ” Call Ben Bernanke” og ”Call Hank Paulson”. Så vidste han straks, at det var alvorligt. Dette foregik i august 2007.

Mange mener, at finanskrisen begyndte med krakket af Lehman Brothers. Den 15. september 2008 indgav de en konkursbegæring, men Lazear kunne fortælle, at det faktisk ikke var den amerikanske regerings intention at lade Lehman Brothers krakke. Regeringen førte intensive forhandlinger med Bank of America og Barclays. Bank of America valgte dog i stedet at opkøbe Merrill Lynch & Co., Inc., der var få dage fra at blive erklæret konkurs. Barclays’ interesse var imidlertid intakt, men Alistair Darling (Storbritanniens finansminister) mente, at et sådan opkøb ville være at importere USA’s problemer, og han modsatte sig derfor opkøbet.

Denne udlægning går imod en af konspirationsteorierne, der har floreret i forbindelse med finanskrisen, hvor flere kritikere har ment, at Hank Paulson (tidligere CEO i Goldman Sachs og finansminister under Bush) hjalp Goldman Sachs gennem alle interventioner. Lehman Brothers var en af Goldman Sachs’ største konkurrenter.

Han kunne også fortælle, at George W. Bush anså grådige spekulanter for at være hovedårsagen til den finansielle krise, og at han var rasende på Wall Street. Bush har bl.a. udtalt følgende: “Wall Street got drunk and now it’s got a hangover” . Denne udlægning kunne Lazear ikke tilslutte sig, da spekulanter blot sørger for at bringe likviditet til forskellige sektorer.

Peter Schiff har i øvrigt også kommenteret på det citat, hvor han giver Bush ret i, at de blev ”fulde”, men tilføjer, at Bush glemmer, hvem der gav dem alkoholen.

Flere (herunder Bernanke) har udtalt, at bedre regulering kunne have forhindret finanskrisen. Lazear går ind for regulering, men vil foretrække en mere generel regulering frem for specifik regulering. Han påpeger, at banksektoren og forsikringssektoren er blandt de mest regulerede sektorer, men at det alligevel var disse, der blev hårdest ramt af finanskrisen. Han fremhæver bl.a. hedgefonde, som den amerikanske regering ville have reguleret imod, hvis de havde været opmærksomme på dem. Hedgefonde var en måde banksektoren forsøgte at omgå reguleringen, og ifølge Lazear vil de altid finde og udnytte disse omveje, hvorfor specifik regulering er håbløs. Obama-administrationen vil i øvrigt nu forbyde hedgefonde.

Når Lazear er på flyrejser, hører han ofte flypersonalets holdninger, ligesom mange snakker med taxachauffører, når de er i fremmede byer. På en af rejserne talte han med en fra personalet, der netop havde overhørt en samtale omkring boligmarkedet andetsteds på flyet. Personen kunne slet ikke forstå, hvordan nogle kunne være så dumme at give realkreditlån til folk, der ingen kreditværdighed havde (altså subprimelån). På nedenstående graf er den eksplosive vækst i subprimelån illustreret.

Imidlertid mener Lazear ikke, at der er noget galt med subprimelån som sådan. Udlånerne kompenseres for den højere risiko ved at tage højere renter. Problemet med subprimemarkedet var imidlertid, at realkreditinstitutionerne i deres beregninger antog, at huspriserne ville være i konstant vækst. Det havde også været reglen på boligmarkedet i lang tid, men dog havde der været undtagelser. Lazear brugte en anden graf end nedenstående, men der indgik bl.a. Case-Shiller-indekset i Lazears graf, og det er gengivet herunder.

Her ses det, hvordan huspriserne er steget uafbrudt de seneste to årtier, men da huspriserne faldt, bristede boligboblen.

Efter selve foredraget var der mulighed for at stille spørgsmål, og det benyttede flere sig af. En spurgte ind til USA’s gigantiske gæld, hvor Lazear svarede, at der kun er to logiske konsekvenser: Enten skæres der ned på de offentlige udgifter eller også hæves skatterne. Da han selv anser det som usandsynligt, at fx Medicare eller Medicaid vil blive forringet, forudser han, at skatterne vil blive hævet. Han tror dog ikke, at det bliver gennem en forhøjelse af indkomstskatten, men derimod ved at indføre en føderal VAT (Moms).

Derudover fortalte han, at han nu er mere positivt indstillet overfor en regerings indblanding i økonomien, end han var før, han blev formand for ’Council of Economic Advisors’. Derudover fortalte han, at den amerikanske regering er opmærksom på, at der formentlig kommer høj prisinflation med risiko for hyperinflation.

Lazear ville gerne have trukket sig som formand tidligere end 2009, men da finanskrisen rasede, udskød han det. I dag er han fortsat økonomiprofessor på Stanford University.

I et kapitalistisk løndannelsessystem kan arbejdsgiver og arbejdstager selv aftale vilkårene. Der er ingen planøkonomisk enhed, der dikterer, at virksomhederne skal ansætte arbejdsløse på centralt fastsatte vilkår. Marxistisk teori om udbytning af medarbejderne har empirisk (og teoretisk vil de fleste mene) vist sig ineffektiv i forhold til løndannelse.

I dag kan virksomheder i demokratiske lande selv bestemme, hvem de vil ansætte. Ansættelseskontrakterne skal dog overholde visse rammer. Det gælder fx mindsteløn og arbejdsforhold (fx sikkerhed på arbejdspladsen).

Da virksomhederne er frie til selv at forhandle arbejdsforhold med jobansøgerne, vil de kun ansætte folk, der forventes at tilføre virksomheden mere værdi end lønomkostningerne, såfremt virksomhederne handler rationelt. Sagt på en anden måde vil jobansøgere, der ikke kan overbevise virksomheden om, at de kan tilføre mere værdi end mindstelønnen, ikke få jobbet. De vil derimod fortsat være arbejdsløse.

Udbud- og efterspørgselsteori underbygger, at mindstelønnen ikke hjælper de svage, men derimod sender dem ud i arbejdsløshed.

Figur 1 viser efterspørgslen efter arbejdskraft (gul linje) og arbejdsudbuddet (lilla linje). Førsteaksen er antal beskæftigede, og andenaksen er løn. På dette marked vil ligevægtslønnen være 10. Dette resulterer i, at der samlet vil være 10 beskæftigede. Hvis der derimod bliver fastsat en mindsteløn på fx 15, vil billedet ændre sig. Det fremgår af figur 2:

Den vandrette, blå, stiplede linje angiver mindstelønnen. Ved denne løn bliver der efterspurgt fem medarbejdere, mens udbuddet er på hele 15. Mindstelønnen vil derfor betyde, at blot fem personer får arbejde i modsætning til de 10, der fik arbejde før. Dette er selvfølgelig ikke gavnligt, og mon ikke de nu arbejdsløse hellere ville arbejde til en lavere løn end at være arbejdsløse? I princippet kan man sige, at der på et marked uden mindsteløn kun findes frivillig arbejdsløshed, da alle kan få lige præcis den løn, som de er værd.

De fleste økonomer er da også enige om, at mindstelønnen gør mere skade end gavn. Ifølge en undersøgelse kan 79 % af de adspurgte økonomer tilslutte sig følgende udsagn: ”A minimum wage increases unemployment among young and unskilled workers”.

Da lovene blev indført for at beskytte arbejderne, er ovenstående set fra arbejdstagernes synsvinkel. Man kan imidlertid også anskue det fra virksomhederne synsvinkel. Her resulterer loven i, at virksomhederne får lavere vækst, da de ikke kan ansætte medarbejdere til de lønninger, de er villige til at betale. De kan derfor ikke ansætte de medarbejdere, som de har behov for.

Milton Friedman var meget imod mindstelønnen og forklarer i dette interview (mindstelønsdiskussionen begynder efter 2:40), hvorfor mindstelønnen bør afskaffes. Et citat fra interviewet sammenfatter hele problemet og illustrerer, hvad loven i virkeligheden betyder:

”Employers must discriminate against people who have low skills”.

Torsdag offentliggjorde Danmarks Statistik den månedlige registerbaserede arbejdsløshed for december, og den viste en lille stigning på 1.500 personer til i alt 121.400 personer. Dermed lå arbejdsløshedsprocenten konstant på 4,3 pct. sammenlignet med november måned. Når der i Danmark snakkes om ledighed er det altså den registerbaserede ledighed, som der bliver refereret til. Denne ledighed er bare ikke sammenlignelig med ledigheden i Europa eller USA, som begge har en officiel arbejdsløsheds på omkring 10 pct.

Af nedenstående graf ses udviklingen i ledigheden i Danmark, Euro-området og USA. Den mørkeste lilla er den registerbaserede ledighed. Tallet 4,3 er fremkommet ved at dividere antallet af registrerede ledige med arbejdsstyrken (beskæftiget og arbejdsløse). Den kaldes den registerbaseret ledighed, fordi statistikken tager udgangspunkt i dagpengemodtagere samt kontant- og starthjælpsmodtagere. Ifølge Danmarks Statistik skønnes ledige, som ikke modtager kontanthjælp, kun i beskedent omfang at blive registreret ved de offentlige jobcentre, og indgår således ikke i statistikken. Personer, i aktivering, orlov eller på efterløn, indgår ikke i ledighedsstatistikken, men opgøres i stedet i den kvartalsvise statistik over de arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger.

Den kvartalsvise statistik, som der refereres til, hedder også Arbejdskraftundersøgelsen, og det er den EuroStat tager udgangspunkt i, når de beregner arbejdsløsheden, idet dette tal er den bedst sammenlignelige statistik landede imellem.

Arbejdskraftundersøgelsen bliver kun udarbejdet en gang i kvartalet, hvorfor EuroStat er nødt til at fremskrive de mellemliggende måneder med udviklingen i den registerbaseret ledighed. For november 2009 var den sammenlignelige ledighed i Danmark på 7,2 pct., hvilket jo tegner et noget mere dystert billede end de 4,3 pct. ellers ville antyde.

Fælles for arbejdskraftundersøgelsen og den registerbaseret ledighed er dog, at der er mange personer, som bliver taget ud af ledighedsstatistikken af den ene eller anden årsag. Det er alle de personer som, ifølge Danmarks statistik, ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet, men trods alt er i den arbejdsdygtige alder. Se nedenstående graf.

Det kan ses af grafen, at godt halvdelen af personer i alderen 55-66 år slet ikke er taget med i statistikken. Ligeledes at hver tiende person i alderen 30-54 ikke er til rådighed for arbejdsmarkedet. Lidt skræmmende når man tænker på, at der her er tale om personer, som måtte forventes at være i deres bedste arbejdsalder.

For at lave et lille regne eksempel, så lad os antage at 10 personer var arbejdsløse ud af en samlet arbejdsstyrke på 100 personer. Det forholde sig nu sådan, at 5 af disse 10 arbejdsløse ikke egner sig til at arbejde. De kan være at de er handicappet, depressionsramte, syge af stress, har ondt i ryggen, eller hvad det end nu måtte være. Så lader man de 5 personer udgå af statistikken, og så er der kun 5 arbejdsløse ud af 95. I det første eksempel var arbejdsløsheden 10 pct. og i det andet eksempel er den 5,3 pct.

Hvis man nu i stedet for at lade dem udgå af statistikken lader dem indgå, så fås pludselig en helt anden arbejdsløshedsprocent i Danmark. 26,5 pct. af personerne i den arbejdsdygtige er ikke i arbejde. Se her hvilke offentlige ydelser nogle af de personer, som er uden for arbejdsstyrken, modtager.